Jæger har ventet i ni år på erstatning for vådeskud
I ni år har en jæger fra Hadsten forsøgt at få erstatning, efter at han blev ramt i nakken af en salve hagl.
Siden Palle Overgaard Sørensen blev ramt, har han bl.a. mistet jobbet som ph.d. og underviser på Handelshøjskolen i Århus.
17. november skal Palle Overgaard Sørensen mødes i Landsretten i med Dansk Jagtforsikring A/S. Den skudramte mener, at forsikringsselskabet bevidst trækker sagen ud og bør fratages retten til at drive forsikring.
Dansk Jægerforbund ejer 49 procent af aktierne i Dansk Jagtforsikring , Skov- og Naturstyrelsen ejer 51 procent.
- Det er et defekt system. For Dansk Jægerforbund kan ikke på samme tid både forebygge skudskader og som forsikringsselskab både varetage interesserne for dem, der udretter skudskader under jagt. Og for dem, der måtte blive ramt, siger han til Århus Stiftstidende.
Havde de afsluttet sagen hurtigt, havde de bidraget til at begrænse skaden, som ethvert forsikringsselskab bør gøre. Det har de ikke gjort. De har derimod gjort alt for at trække sagen ud. Og hvis man lider af PTSD (posttraumatisk stress syndrom, red), er man ekstra sårbar, hvis man oveni skal belastes af en strid om erstatningen, siger han.
Ifølge jagtloven afgør miljøministeren, hvordan forsikringsforholdene skal praktiseres.
- Derfor kan han blot beslutte, at Staten ikke skal drive forsikringsselskab for jægerne, siger Palle Overgaard Sørensen.
Han håber, det lykkes ham at rejse sagen politisk. Desuden arbejder han på at påvise det håbløse i konstruktionen Dansk Jagtforsikring A/S i en ph.d. afhandling, som han nu har fået kræfter til. På baggrund af hans sag vurderer foreningen Dansk Land- og Strandjagt, at Dansk Jagtforsikring A/S er et utilstrækkeligt system.
- Vi vil gøre, hvad vi kan for, at forsikringen af danske jægere fremover foregår på et uvildigt og professionelt plan. Med andre ord, at forsikringen fratages miljøministeriet og lægges ud i det offentlige rum, siger Finn Madsen, der er landsformand for Dansk Land- og Strandjagt.