I nat stilles uret tilbage - det påvirker flere togafgange

Tre DSB tog vil holde stille i en hel time, når vi i nat går fra sommertid til vintertid.

Hvis man skal med toget i nat, skal man pålægge en time ekstra rejsetid. 

Det kan både skabe forvirring og resultere i, at folk møder før op til diverse arrangementer, når uret i nat stilles tilbage til vintertid.

Men ændringen i tiden påvirker også togafgangene og rejsetiden. Det oplyser DSB på deres hjemmeside.

Læs også I aften skal du sætte uret tilbage - men måske er det snart slut

Uret bliver sat tilbage klokken 03:00 i nat, og det betyder, at timen mellem klokken 02:00 og 03:00 findes to gange. Det giver ændret kørsel for de tog, der kører om natten.

Tog holder stiller

Ændringen af tiden kommer til at påvirke tre af DSB’s togafgange. Der er tale om de tre tog, der kører om natten, imens vi stadig har sommertid.

- Nøjagtig som tidligere år har vi valgt at lade tre tog holde stille en time i forbindelse med overgangen fra sommer til normaltid. Alternativet er, at vi kører samme tog i både sommer- og normaltid, og det kommer kun meget få kunder til gode, siger DSB’s informationschef Tony Bispeskov i en pressemeddelelse fra DSB.

Et af de tre tog kører fra Aarhus Hovedbanegård og har ophold på Nyborg Station i en time, mens et andet har ophold på banegården i en time.  Foto: Google Street View

De tre tog får et ophold på en time på Nyborg Station., Fredericia Station og Aarhus Hovedbanegård, inden de fortsætter i normaltid.

Rejseplanen er opdateret med ændringerne. I alle tre tog serverer DSB kaffe, te, kildevand og chokolade under opholdet.

De tre InterCity-tog, der får et ophold på omkring en time, er:

  • Fra CPH Lufthavn kl. 22.28 med ankomst på Aarhus H kl. 02.38 (sommertid) og afgang igen kl. 02.46 (normaltid) til Aalborg.

 

  • Fra CPH Lufthavn kl. 00.10 med ankomst på Nyborg St. kl. 02.05 (sommertid) og afgang igen kl. 02.07 (normaltid) til Aalborg.

 

  • Fra Aarhus H kl. 00.47 med ankomst på Nyborg St. kl. 01.54 (sommertid) og afgang igen kl. 02.00 (normaltid) til CPH Lufthavn.

Sommertid gav stress

Sommertid blev for første gang indført i Østrig og Tyskland i april 1916.

Måneden efter fulgte Danmark trop, og formålet var at spare energi og dermed olie, som var en knap ressource på grund af Første Verdenskrig. I dag har størstedelen af hjem energieffektive energikilder, energipærer og LED-belysning, hvorfor den energimæssige effekt er meget lille.

Læs også Kendt komiker var ”usynlig” på sit børnehavebillede – nu har han taget det om

Rusland har som det eneste land prøvet at indføre permanent sommertid i 2011, men droppede det igen i 2014, fordi det gav stress og helbredsproblemer for mange russere, især i den nordlige del af landet.

Fakta om vinter- og sommertid

  • Ordningen med sommer- og vintertid blev indført i Danmark første gang i 1916, men blev først permanent i 1980.
     
  • Vintertid kaldes normaltid. Det skyldes, at sommertid er den tid, hvor uret går forkert i forhold til, hvis vi ikke brugte ordningen.
     
  • I 1996 blev tiden ens i alle EU-lande, så den i alle lande begynder den sidste søndag i oktober og varer frem til den sidste søndag i marts.
     
  • 70 lande kloden over har ordningen med sommer- og vintertid.