Hold nytår med en fremmed

Madkoncept satser på nytårsaften

Klokken slår 12 og champagnepropper flyver om kap med raketter ind i det nye år. Men der skal noget nyt til. Hvorfor ikke holde nytåret med helt fremmede mennesker?

Det er konceptet bag Madrouletten, et initiativ fra Aarhus, der gennem de seneste år har arrangeret middage, hvor folk, der ikke kender hinanden, mødes og spiser middag i nyt selskab. Nu har de valgt at kaste kræfterne over nytåret.

- Nytår kan godt blive lidt trivielt, så vi tænkte, hvorfor ikke prøve noget nyt? Det handler jo om det nye år, så derfor kan man jo lige så godt starte med noget anderledes, fortæller en af stifterne af Madrouletten, Asger Dombernowsky til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Konceptet Madrouletten er baseret på at kommende gæster og værter finder hinanden på Madroulettens hjemmeside, inden de køber ind sammen og mødes til en dejlig aften sammen. Og det er naturligt at Madrouletten også satser på nytår.

Se også: Madrouletten i Go'aften Østjylland

- Det er lidt som Festen og Gæsten på P3, blandet med Til Middag Hos, fortæller Asger Dombernowsky.

Indtil videre er der kun oprettet en enkelt fest, men Asger er sikker på, at der nok skal komme mange flere. Konceptet har igennem det seneste år måtte udvide til hele landet, og har nu events kørende i flere danske byer.

- Normalt koster det 50 kroner at komme med til de forskellige fester, men her til nytår, går halvdelen af det beløb til værten, så de kan købe lidt ekstra ind. Så kan festen lige blive lidt mere festlig. Vi har ikke rigtig reklameret for det endnu, men det begynder vi så småt med i den her uge, fortæller han.

Hvis man er interesseret og mangler planer for nytåret, kan man finde inspiration på Madroulettens hjemmeside her.