Handelshøjskolen udvider med 12.000 kvm.
Handelshøjskolen har nu fået lov til at bygge 7000 kvm. nye lokaler og overtager også Musikkonservatoriets bygninger
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet har fået godkendelse til at starte det længe ventede byggeri på boldbanen ved Møllevangsskolen. Samtidig overtager skolen Musikkonservatoriet, og derved ser mange års pladsproblemer for studerende og ansatte ud til at blive markant mindre.
Med den nye bygning på 7000 kvm. får Handelshøjskolen endelig en løsning på mange års problemer med utilstrækkelige lokaleforhold for både skolens studerende og medarbejdere. Bygningen kommer således til at rumme studie- og uddannelsesfaciliteter samt kontorer til forskere og administration.
Udover den nye bygning får Handelshøjskolen også 25 % mere plads til undervisning, når skolen overtager Musikkonservatoriet den 1. juli i år. Musikkonservatoriets bygninger vil blive anvendt fra efterårssemesteret 2007.
- Sammen med overtagelsen af Musikkonservatoriet giver det nye byggeri os en mulighed for at skabe et endnu bedre studiemiljø og samtidig få samlet ASB på Fuglesangs Allé, siger dekan Børge Obel.
Planlægningsarbejdet er nu gået i gang, men selve byggeriet vil først gå i gang omkring udgangen af 2008/starten af 2009. Forventningen er, at bygningen står klar til indflytning i slutningen af 2010. Prisen løber op i knap 220 millioner kroner.