Gode nyheder: Antallet af indbrud i julen dykker

Antallet af indbrud i de østjyske hjem i december er i år foreløbigt faldet med mere end 25 procent sammenlignet med sidste år

Indtil videre er der et fald i indbrud på 25 procent i Østjylland i december måned. Genrefoto. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Julen bringer mange steder glæde, varme og familiehygge med sig. Andre steder følger en slem oplevelse dog i hælene på de gode. December plejer nemlig at være højsæson for indbrud.

I år lader det dog ikke til, at østjyderne skal frygte de ubudne gæster i lige så høj grad som normalt.

Det er en positiv historie for os. Det er altid dejligt, når man arbejder for noget, og det så også giver et fald. 

Lennart Glerup, vicepolitiinspektør, Østjyllands Politi 

Antallet af indbrud i december måned er nemlig foreløbigt faldet med mere end 25 procent sammenlignet med sidste år.

- Det er en positiv historie for os. Det er altid dejligt, når man arbejder for noget, og det så også giver et fald, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Lennart Glerup, til TV2 ØSTJYLLAND.

Borgernes hjælp har stor betydning

I december måned gør Østjyllands Politi nemlig en ekstra indsats for at forhindre indbrud i de private hjem.

Der bliver eksempelvis kørt ekstra patruljer i villakvarterer, holdt særligt øje med kendte indbrudstyve, og så er indsatsen særligt lagt i de områder, som er meget plaget af indbrud.

Læs også Lige så mange indbrud i julen som sidste år

Det foreløbige fald i år skyldes dog ifølge Lennart Glerup ikke udelukkende politiets egen indsats.

- Det er et samspil af flere ting. Vi er mere synlige, og det kan skræmme dem væk. Samtidig så får vi flere henvendelser fra borgerne, hvilket er en stor hjælp, for jo flere øjne vi har, jo mere kan vi være tilstede, og jo flere indbrudstyve kan vi fange, forklarer han.

02:06

VIDEO: Martin Rasmussen er 40 år og tidligere indbrudstyv. Her giver han gode råd til politiet og private for at forebygge indbrud i private hjem.

Luk video

Fortsætter indsatsen 

Indsatsen har indtil videre set ud til at virke.

Fra den 1. december til den 19. december er der foreløbigt anmeldt 171 indbrud i private hjem i Østjylland, mens tallet sidste år var 237. Samtidig er flere indbrudstyve blevet sigtet og/eller fængslet.

Læs også 24-årig anholdt og sigtet for 31 indbrud i samme område

Tal, der glæder vicepolitiinspektøren hos Østjyllands Politi.

- Det er stadigvæk for mange indbrud, men det er også urealistisk at komme ned på nul. Men i forhold til de tidligere år ser det meget positivt ud. Nu er det bare vigtigt, at både politiet og borgerne fortsætter med at være ekstra opmærksomme, så vi forhåbentlig kan holde antallet af indbrud nede, siger Lennart Glerup.

Fem gode råd til hvordan du kan sikre din bolig mod indbrud:

 - Gem værdifulde ting væk, så de ikke er synlige gennem vinduerne.


- Få naboerne til at parkere en bil i indkørslen, tømme postkassen eller bruge din skraldespand, så det ser ud som om, nogen er hjemme.

 

- Lad lyset og/eller radioen være tændt - brug tænd og sluk ur.

 

- Lad være med at rydde op og tage opvasken. Lidt rod får det til at se ud, som om du er hjemme.


- Hils på fremmede på vejen eller i opgangen. Der er ikke noget, der skræmmer en tyv væk som nysgerrige naboer. Tyve kan ikke lide at blive set.

 

Kilde: Østjyllands Politi