Gang i sommerhussalget

Oplever en stigende efterspørgsel på sommerhuse

Optimismen spirer hos ejendomsmæglerne i Ebeltoft. For første gang i længere tid stiger efterspørgslen efter sommerhuse i området ved Ebeltoft og Knebel.

- I løbet af den sidste måned har vi haft tre sommerhuse til salg, hvor der har været mere end én køber. De tre sommerhuse er alle blevet solgt 10% over udbudsprisen, det har vi ikke oplevet siden 2007, siger Claus Jeppesen der er indehaver af Nybolig Jeppesen og Sørensen i Ebeltoft til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Louise Haugaard fra Danbolig i Ebeltoft oplever også en stigende optimisme, på et marked hvor priserne endelig har fundet et realistisk niveau.

- Det går rigtig fint, og de sommerhuse der kommer til salg nu, er til realistiske priser, siger Louise Haugaard fra Danbolig i Ebeltoft der i marts måned solgte seks sommerhuse.   

Lige nu har Danbolig 63 sommerhuse til salg i Ebeltoft og Knebel, mens Nybolig har 100 sommerhuse til salg. 

Ingen af de to mæglere regner dog med et stort salg i selve påsken.

- Der bliver kigget meget i påsken, og vi forventer at have omkring 50 fremvisninger. Men handlerne bliver først indgået efter påske, fortæller Claus Jeppesen ejer af Nybolig i Ebeltoft.

Han regner med, at påskens fremvisninger for Nyboligs vedkommende vil resultere i et salg på mellem 10 og 12 sommerhuse i området ved Ebeltoft og Knebel.