Fuld mand kørte ind i betjent
Politibetjent påkørt, da han ville standse knallertkører
En politibetjent fra Randers blev natten til lørdag kørt til behandling på skadestuen, efter at han forsøgte at standse en ung mand på knallert.
Ifølge Østjyllands Politi forsøgte betjenten at standse den 21-årig knallertkører i værtshusgaden Storegade kort efter klokken 02.
Den unge mand havde dog tilsyneladende ikke lyst til at efterkomme betjentens anbefalinger. I hvert fald kørte han sin knallert direkte ind i betjenten, som faldt bagover og slog ansigtet ned i kørebanen.
Den forslåede betjent blev kørt på skadestuen og behandlet for knubs. Ifølge politiet er han dog ikke kommet alvorligt til skade.
Den 21-årige knallertkører blev straks anholdt. Det viste sig, at han både var påvirket af alkohol og narkotika. Manden blev senere løsladt.