Frustreret Pourié: Vi spiller virkelig god fodbold

Det er bare et spørgsmål om tid, før Randers FC vinder igen. Men Marvin Pourié indrømmer, at der ikke er meget tid tilbage, før det skal vende

02:35

At Randers FC missede mesterskabsspillet efter ni kampe uden sejr, er de færreste nok i tvivl om.

Det, der derimod er tvivl om, er, hvordan det overhovedet kunne ske.

For Randers-angriberen Marvin Pourié mener nemlig, at alle forudsætningerne for en sejr har været til stede.

Læs også Halv pris for østjyske fans til udekampe i grundspillet

- Vi spiller faktisk virkelig god fodbold. Vi holder bolden kørende, vi er i boldbesiddelse, vi skaber chancer – mange chancer, siger han til Fodbold med Horup.

Det er bare et spørgsmål om tid, men for at være ærlig, så har vi ikke så meget tid igen.

Marvin Pourié, Randers FC

Ifølge tyskeren er grundspillets sidste kamp mod Sønderjyske et eksempel på dette. I de døende minutter scorede sønderjyderne til slutresultatet 1-0, og undervejs brændte Marvin Pourié eksempelvis selv en enorm chance.

- Selvfølgelig er vi frustrede, for vi har ingen forklaring på, hvad der sker. Mod Sønderjyske kontrollerede vi også kampen, og vi har kontrolleret alle vores kampe, men alligevel tabte vi.

Ikke meget tid tilbage

Nu er tavlen vasket ren, og i weekenden begynder kvalifikationsspillet om endnu en sæson i Superligaen. Men der skal hurtigt rettes op, ellers kan det være for sent. 

- Det er bare et spørgsmål om tid, men for at være ærlig, så har vi ikke så meget tid igen. Men det betyder, at vi bare skal klø på, siger Pourié.

Randers FC ligger dog fornuftigt til i klubbens gruppe med fem point ned til OB under stregen. Og randrusianernes tyske frontmand kigger da også kun opad - og ud mod kontinentet.

- Intet er tabt for os. Måske tager vi bare en anden vej ind i Europa. For det er vores mål nu. Vi er stadig med i pokalturneringen.

Pourié og Co. tager hul på kvalifikationspuljen på søndag, hvor turen går til Esbjerg. I pokalturneringen venter Brøndby i kvartfinalen. Den kamp spilles skærstorsdag den 13. april.

Se hele interviewet med Marvin Pourié i videoen øverst i artiklen. Interviewet, der er på engelsk, er ikke tekstet.

  Foto: Henning Bagger - Scanpix