Fortsætter kampen for ny motortrafikvej

Randers' borgmester besøger fredag transportministeren for at sætte skub i byggeriet af det såkaldte nordlige hængsel.

Randers' borgmester, Henning Jensen Nyhuus (S), mødes fredag med transportminister Lars Barfoed (K).

Målet er blandt andet at fastholde regeringens tidligere løfter om at prioritere etableringen af det såkaldte nordlige hængsel sydøst for Randers

Hængslet er planlagt som en to-sporet motortrafikvej på i alt cirka fire kilometer. Vejen skal strække sig fra motorvejsafkørsel 43 ved Sdr. Borup til Assentoft.

Presset på vejene i området er stort, og især omkring Randers vil belastningen kun blive større i de kommende år. Hængslet skal aflaste hele vejnettet og forbedre Djurslands adgang både til motorvejsnettet og Randers.

Hængslet er blevet udsat flere gange, senest da amterne blev nedlagt. Projektet er det vigtigste infrastrukturprojekt for Kronjylland og Djursland.

Se mere i fredagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLAND klokken 19.30.