Forsøgte at stjæle ligusterhæk
Politiet har anholdt to unge mænd, der i ly af mørket læssede 50 hækplanter på en trailer.
5. apr 2006, kl. 09:00
Mere end 30 dage gammel
To mænd på 22 og 26 år blev i aftes anholdt efter tyveri af cirka 50 nyplantede Liguster hækplanter til en værdi af 6.000 kr. på Holme Parkvej i Højbjerg.
I ly af mørket rykkede de to mænd ifølge Århus Politi planterne op med rode og læssede dem på en trailer.
En beboer på vejen lagde dog mærke til tyvene og tilkaldte straks politiet. Da en patrulje nåede frem, var tyvene kørt væk, men de blev standset i nærheden.
Traileren, der i øvrigt også var stjålet, var fyldt med hækplanter. Planterne blev derefter kørt tilbage til den rette ejer.
På politigården tilstod de to mænd både tyveriet af planterne og traileren.