Forsøgsordning: Sengen skiftes ud med hvilestol på hospital

Patienter skal have bedre adgang til hospital

02:26

1 af 2

I Silkeborg tester de lige nu en metode, der både kan spare tid og penge i behandlingerne. Her kan patienter med kronisk sygdom få en tættere kontakt til sygehuset og en mere fleksibel indlæggelse, hvor hospitalssengen kan være skiftet ud med en hvilestol.

65-årige Tove Mogensen lider af KOL, og da hun blev tilbudt at prøve den nye ordning, så hun med det samme ja.

- Det, de gør anderledes ved det her, er, at man har en hjælpekanal øjeblikkeligt, for ellers skal jeg have fat i en vagtlæge, for jeg kan jo ikke bare rykke ind på et sygehus, siger Tove Mogensen.

Patienter med kronisk sygdom

Sammen med mange andre patienter modtager hun nu behandling på en ny måde for patienter med kroniske sygdomme på Regionshospitalet Silkeborg.

Med de nye fleksible indlæggelser prøver Regionshospitalet Silkeborg at sammensætte et anderledes behandlingsforløb for de 80 procent af hospitalets patienter, der lider af en kronisk sygdom.

Det gør de blandt andet ved, at patienten kan kontakte afdelingen 24 timer i døgnet. En sygeplejerske sendes hjem til patienten, hvis rådgivning per telefonen ikke er nok. Patienten kommer derefter ind på hospitalet i en såkaldt hvilestol i stedet for en seng til en udvidet undersøgelse. Hvis undersøgelsen ikke er tilstrækkelig, bliver patienten indlagt.

Erik fik stillet en diagnose på bare 10 dage

Tilbuddet er et testforløb, som kan udvikle måden, sundhedsvæsnet møder patienterne

Bedre og billigere?

- Tænk, hvis man kunne gøre det bedre, patienten var mere glad, tilfreds og synes, at sundhedsvæsnet åbnede sig mod dem, og at vi så også kunne gøre det, uden at det kostede mere. Det ville jo være fantastisk, siger Agnete Hedemann Nielsen, der er radiolog og ledende overlæge på Regionshospitalet Silkeborg.

Et af tiltagene har været at skifte hospitalssengen ud med en hvilestol, så patienten ikke sygeliggøres yderligere. Det kan åbne op for, at behandlingen samtidig sker hurtigere og mere effektivt.

- Hvis de afgør, at man skal under behandling, så kommer man op i sengen, men man kommer ikke i den, hvis ikke det er nødvendigt, for der er jo ingen grund til at spilde ressourcer, siger Tove Mogensen, der håber, at den nye behandlingsordning fortsætter.

Den nye behandlingsform skal evalueres over de kommende år, inden man beslutter, om metoden eventuelt skal rulles ud i resten af landet.

Du kan se mere om den nye ordning i tv-indslaget øverst på siden.