Fornem pris til fodboldklub
FC Skanderborg får ærefuld titel
FC Skanderborg kunne i efteråret lade sig kåre som Årets Fodboldklub ved Dansk Fodbold Award 2013. I dag høstede klubben endnu en ærefuld pris som Europas Bedste klub for børn, unge og voksne amatører - Årets breddeklub i Europa.
Det europæiske fodboldforbund, UEFA, står bag kåringen, og prisen begrundes især med klubbens samarbejde med resten af byen, og den store indsats for at få piger til at spille fodbold.
Prisen vækker stor glæde hos klubben:
- Det er den største anerkendelse, vi kunne håbe på. Det er et helt fantastisk bevis på, at vores arbejde med at inddrage lokalsamfundet virker. Nu skal vi bruge prisen til at snakke med klubberne omkring os, så vi kan udvikle uddannelses-samarbejdet, siger formand Kasper Tikjøb til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er Dansk Boldspil Union, som har indstillet klubben til UEFA:
- Vi har i sær lagt vægt på klubbens flotte arbejde med at rekruttere og fastholde frivillige trænere og ledere. At de formår at skabe samhørrighed i en klub på seks forskellige anlæg. Og at klubben har et solidt værdigrundlag - de ved, hvor de vil hen, og hvad de vil med klubben, siger breddechef hos DBU Steen Jørgensen TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.