Flere studerende søger hjælp
De studerende på universiteterne føler pres over, at de skal være hurtigt færdige og søger hjælp.
Præster og rådgivere frygter, at mange tabes på gulvet.
Flere og flere studerende føler sig så pressede til at blive færdig med studierne hurtigt, at de søger hjælp hos præster og studenterrådgivere ved landets uddannelsesinstitutioner. Og her frygter man, at mange tabes på gulvet.
- Jeg er overbevist om, at vi får en gruppe, som får svært ved at gennemføre, det de vælger, siger studenterpræst ved Århus Universitet Steen Andreassen.
De studerende opsøger Studenterrådgivningen, hvis de i tvivl om studie eller oplever stress. Her oplever socialrådgiver Nana Storm, at de studerende er bange for at komme bagud.
Af de kommende studerende, som den kommende weekend får optagelsespapirerne dumpende ind ad brevsprækkerne, vil omkring fem ud af hundrede årligt opsøge hjælp. Omkring 5000 søgte hjælp i 2006, og tallet er stigende.
/ritzau/