Får mere i løn end borgmesteren
Omkring 40 embedsmænd i Århus tjener mere end borgmesteren og de fem fuldtidsansatte rådmænd.
De ledende embedsmænd i Århus Kommune tjener langt mere end borgmesteren og rådmændene, og de lave politikerlønninger kan gøre det svært at tiltrække folk fra erhvervslivet til politik, mener Steen Hildebrandt, professor i organisation og ledelse ved Handelshøjskolen i Århus.
- Rigtig mange erhvervsledere skulle gå klækkelig ned i løn, hvis de gik ind i politik, så det kunne de ikke drømme om. Jeg er sikker på, at lønningerne kan afholde kompetente folk fra at tænke i en politisk karriere, siger Steen Hildebrandt til Århus Stiftstidende.
Borgmester Louise Gade (V) aflønnes med 787.000 kroner årligt, men kommunens øverste embedsmand, stadsdirektøren, tjener op mod 300.000 kroner mere om året end borgmesteren. Og tæt på 40 embedsmænd tjener mere end de fem fuldtidsansatte rådmænd, de er ansat under
Det er Folketinget, der fastsætter lønrammerne for lokalpolitikerne, men Steen Hildebrandt mener, at misforholdet mellem politikernes og embedsmændenes lønninger kan give problemer i det daglige arbejde.
- Jeg tror det psykologisk spiller en rolle, når politikerne skal være ledere for embedsmænd, der tjener mere. Der er i Danmark ikke tradition for, at ansatte får mere i løn end deres chefer, siger professoren. /ritzau/