Familier med hjertebørn samlet: Det er vigtigt at få et frirum
I weekenden var 65 familier med børn med hjertefejl samlet i Horsens. Det er vigtigt at møde ligesindede for at få et frirum, siger Hjerteforeningen.
Hvert år fødes 450 børn med en hjertefejl. Langt de fleste overlever, men en del af dem vokser op med mere eller mindre alvorlige følgesygdomme.
Derfor var 65 familier med hjertebørn samlet ved Park Hotel i Horsens i weekenden for at møde andre børn og forældre, der står med de samme udfordringer i hverdagen som dem selv.
Nye venner
For Clara på 10 år og hendes familie har weekenden været en stor succes.
- Clara har haft mange småproblemer og skavanker rundt omkring. Så det er jo egentlig bare dejligt, at hun har fået nye veninder, som også har de samme problemstillinger, siger mor til Clara, Tine Emilie Bred fra Kruså.
Læs også
Børnene har deltaget i leg og workshops, mens forældrene har været på skolebænken og hørt oplæg om de forskellige problemstillinger, man møder, når man har et barn med hjerte fejl.
Autisme, ADHD og fysiske begrænsninger er blandt nogle af de udfordringer, mange af hjertebørnene kæmper med i hverdagen. Ifølge Hjerteforeningen er det vigtigt at tale med ligesindede om hverdagens forhindringer.
- Det er et frirum, de får. De kan tale sammen. Alle har en form for respekt for hinanden. Det skaber gode kontakter for hver enkel familie, siger Michael Thiessen, der er formand for Hjerteforeningens Børneklub.
I videoen herover kan du se indslaget fra træffet i Horsens