Falck har travlt
Ekstra personale hjælper vinterramte bilister
Vintervejret har skabt travlhed for Falck i Østjylland. Siden klokken 7 i morges har Falck givet starthjælp til 169 bilister i Region Midtjylland. Og det er helt klart i det østjyske område, redningstjenesten har haft mest travlt, oplyser supervisor Claus Rostgaard hos Falcks Vagtcentral i Aarhus.
Han betegner dagen som travl og fortæller at Falck løbende har indkaldt ekstra personale til at løse de mange opgaver, som vintervejret har kastet af sig.
Senest har man kaldt ekstra folk ind sidst på eftermiddagen, hvor travlheden især har koncentreret sig om Aarhusområdet.
Flest ryger af vejen i Østjylland
63 bilister har siden i morges haft brug for at blive trukket fri efter at deres køretøj har sat sig fast.
Af dem er rundt regnet de 60 procent i det østjyske område, vurderer supervisoren efter et kig på dagens voksende liste over Falcks opgaver fra i morges og til klokken 17.30.
Også Dansk Autohjælp rapporterer om en hektisk dag, hvor mange bilister må bede om starthjælp i kulden. Fra dem lyder opfordringen, at man får tjekket bilens batteri og sørger for at oplade det med jævne mellemrum. Og hvis man stadig har sommerdæk på bilen bør man slet ikke køre ud på vinterglatte veje.
Og der er stadig grund til at køre forsigtigt: Vejdirektoratet oplyser, at der er sne og isglatte veje i Odderområdet og glat på udsatte steder i Randers- og Silkeborgområdet og i Syddjurs Kommune. Flere steder er der igangsat præventiv saltning.