En populær kommune
Hvert år kommer der 1000 nye borgere til Horsens
Horsens kommune er en af de mest populære kommuner i Danmark. Lige nu er der fuld gang i udbygningen af byen, og i løbet af de næste 20 år vil den vokse med 20 procent.
Hver eneste dag kommer der nye til. Familien Wibe Tougaard flyttede for et år siden fra Aarhus til Horsens. De rykkede teltpælene op for at komme tættere på deres arbejde.
- Det var rent praktisk for at få hverdagen til at gå op, så vi ikke skulle have så meget kørsel, siger Trine Wibe Tougaard, der arbejder som HR-konsulent i Horsens.
Det var blandt andet beliggenheden tæt på motorvejen og gode muligheder for børnepasning, som lokkede familien syd på.
- Der er nogle gode grunde til salg til en overkommelig pris, og så fik vi mulighed for at bygge vores eget hus.
Familien er langt fra den eneste, som vælger at bosætte sig i Horsens. Hvert år kommer der 1.000 nye borgere til - og kommunen er derfor nu udset til at indtage en tredjeplads blandt de hurtigst voksende kommuner - kun overgået af København og Aarhus.
- Ambitionerne stopper ikke her, det er helt klart, at Aarhus Kommune, byrådet og borgerne har sat sig det mål, at vi gerne vil være en vækstkommune. Man kan nå rigtig mange arbejdspladser inden for 30 min her fra Horsens, siger borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen (S).
En befolknings-fremskrivning viser, at Horsens vil vokse med knap 22 procent frem mod 2040.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.