Efterlysning: Har du set Nick, der er forsvundet efter bytur i Aarhus

Østjyllands Politi søger efter 24-årige Nick i Aarhus Å

Foto: Privatfoto

Familie og venner til 24-årige Nick Langkjær Hansen er meget bekymrede.

Siden en bytur med studiekammerater i Aarhus lørdag aften og nat har ingen været i kontakt med ham.

Selskabet var rundt forskellige steder i Aarhus. Nick Langkjær Hansen er sidst set på bar Hekkenfeldt i Skolegade klokken 04.47 søndag morgen.

Derfor har studiekammeraten Christian Kaufmann Olsen sendt en efterlysning ud på Facebook.

Østjyllands Politi bekræfter overfor TV 2 | ØSTJYLLAND, at Nick Langkjær Hansen mandag eftermiddag blev meldt savnet.

- Vi fik en anmeldelse, da han ikke var mødt op på sin uddannelsesinstitution mandag, siger Marianne Morgen, pressekoordinator, Østjyllands Politi. 

Læs også Kammerat til forsvundet 24-årig: Alle kan lide Nick

Nick Langkjær Hansen bor i Horsens, men læser Innovation og Entreprenørskab på Erhvervsakademi Aarhus.

Det sidste signal fra hans mobiltelefon er fra klokken 04.45 natten til søndag

Marianne Morgen, Østjyllands Politi

- Der er ingen tegn på, at han har været hjemme i sin lejlighed i Horsens. Det sidste signal fra hans mobiltelefon er fra klokken 04.45 natten til søndag ved Åboulevarden i Aarhus, siger Marianne Morgen.

Hun fortæller også, at Nick Langkjær Hansen havde en forhåndsaftale om at overnatte hos en kammerat i Aarhus. Men han dukkede ikke op.

Delt over 3.300 gange

Efterlysningen er i øjeblikket delt over 3.300 gange. Her beskrives Nick Langkjær Hansen som værende 180 centimeter, normal af bygning og med kort mørkt hår.

Han har et modermærke ved højre øje. Han var iført sorte Adidas-sko med hvid bund, sorte bukser, mørkeblå/sort skjorte og en lang sort vinterjakke.

Tirsdag formiddag søger Østjyllands Politi efter den forsvundne 24-årige Nick Langkjær Hansen i Aarhus Å sammen med Brandvæsenet. Samtidig gennemsøger politiet området omkring åen med hunde.

00:43

VIDEO: Alle kan lide Nick, fortæller hans kammerat Christian Kaufmann Olsen. De to venner var begge i byen i Aarhus lørdag nat.

Luk video