Efter gigantisk fest i Uniparken: Nu ryddes tonsvis af affald op

Hundredevis af frivillige rydder i dag flere ton affald op efter gårsdagens Kapsejlads, hvor 30.000 studerende festede i Universitetsparken i Aarhus.

Der bliver produceret en del affald, når 30.000 mennesker er samlet til fest.

Mens mange studerende nok dovner den efter gårsdagens udskejelser til den traditionsrige Kapsejlads, har andre i dag slæbt sig ud af fjerene for at rydde op efter festen.

I Universitetsparken i Aarhus flyder det nemlig med en masse affald efter den kæmpe havefest, der tiltrak flere end 30.000 unge mennesker til fest, underholdning og ikke mindst konkurrencen om 'Det Gyldne Bækken'.

Læs også Se billederne: Kapsejlads samlede 30.000 studerende til fest i Uniparken

I år blev konkurrencen vundet af de medicinstuderende på Aarhus Universitet.

Sådan ser Universitetsparken ud, efter de 250 frivillige har ryddet op. Foto: Privatfoto

- Der er en hel del, der skal ryddes op. Faktisk ender vi med at fylde mindst 14 store containere med affald, når vi er færdige, siger medarrangør af Kapsejladsen Mads  Brögger Klausen til TV2 ØSTJYLLAND.

Festen sluttede officielt i Universitetsparken klokken 18.00 i aftes, og selvom 250 frivillige arbejder hårdt for at rydde op efterfølgende, er der alligevel en del tilbage dagen derpå.

Affaldet bliver sorteret, og både campingstole og tekstiler bliver genbrugt.

- Det er fuldstændig umuligt at nå at rydde det hele op på én gang, så vi arbejder tre timer fredag aften, og så bruger vi 4-5 timer på at tage det sidste i dag, siger medarrangøren.

Det handler dog ikke bare om at rydde op og samle skrald i dag. Mange af de efterladte ting kan nemlig genbruges.

Læs også Medicinstuderende vinder atter traditionsrig kapsejlads

- Vi har kæmpe bunker med tæpper og tekstiler, som vi sender til genbrug. Faktisk er der omkring et ton tekstil, når vi har samlet alt ind. Og så er der op mod 3000 campingstole, som vi også samler ind og genbruger, siger Mads Brögger Klausen.

250 frivillige bruger størstedelen af deres lørdag på at rydde op og gøre rent i Universitetsparken.

Han garanterer dog, at parken inden for et par timer igen er skinnende ren.

Læs også Tsunami og Gule flammer: Hør årets kapsejlads-sange her

Kapsejladsen er Nordeuropas største studenterarrangement. 

Konkurrencen er en form for udvidet ølstafet, hvor fakulteterne skal sejle over universitetssøen, bunde en øl, snurre rundt om den 10 gange - og derefter sejle tilbage hurtigst muligt.

Tæpper og andre tekstiler blev samlet i sække, der efterfølgende bliver doneret til Røde Kors. Foto: Privatfoto

I år var 13 institutter repræsenteret til Kapsejladsen. Hvert hold består af 5 deltagere, hvoraf der skal være mindst en af hvert køn.

08:13

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var til stede til gårsdagens fest i Universitetsparken.

Luk video