Druknede er en lokal mand

Politiet har nu identificeret liget i Randers Havn

02:07

Foto: Video4News

1 af 2

Den druknede i Gudenåen er en 27-årig lokal mand, der er faldet i Gudenåen i det centrale Randers, oplyser Østjyllands Politi.

- Den omkomne er faldet i vandet ved broen over Gudenåen i Randers midtby. Han blev erklæret død klokken 05.34 efter forgæves genoplivning, siger vagtchef Richardt Jakobsen.

Det var en borger, der slog alarm lørdag morgen, da vedkommende så en person i vandet i Gudenåen ved Brotoften i Randers. Politiets dykkere fandt kort efter liget i Gudenåen.

- Det drejer sig om en lokal 27-årig mand, som bliver fundet af vores dykkere tæt på det sted, hvor anmelderen ringer fra, fortæller vagtchefen.

I gang med tekniske undersøgelser

Politiet vil ikke udelukke, at der kan ligge en forbrydelse bag den yngre mands pludselige død.

- Vi kan endnu ikke fastslå, om der ligger en forbrydelse bag, og vi går nu i gang med de tekniske undersøgelser på stedet for at stykke hændelsesforløbet sammen, fortæller vagtchefen.

Ud over de tekniske undersøgelser har politiet også navne på flere personer, som kan hjælpe med at forklare den yngre mands død.

- Vi har nogle personer, som vi skal snakke med. Det drejer sig blandt andre om anmelderen og en anden person, som var til stede, siger Richardt Jakobsen.

Liget blev fundet nær motorbådsklubben ved Gudenåen.

Selvom manden er identificeret, så er de pårørende endnu ikke underrettet. Politiet vil derfor ikke oplyse mere lørdag middag.

Se mere i tv-indslaget øverst på siden.