De Eneste To overraskede
Sommer og Kvamm gav pop up-koncert
En del af gæsterne på Northside Festival i Aarhus fik fredag lidt mere for entré-billetten, end de på forhånd havde regnet med.
Selv om det ikke fremgik af programmet, gik Peter Sommer og Simon Kvamm på scenen for at give smagsprøver fra det kommende album fra deres fælles band, De Eneste To.
Det østjyske band begejstrede på deres debut-album fra 2010 med numre som "Morten" og "Jeg har ikke lyst til at dø". Derudover har de været med i den korte østjyske musik-film "Østjylland Dreaming".
Fredag gik Sommer og Kvamm på scenen på den lille Rum&Cigarbar-scene på Northside Festival.
- Vi er for en stund ude af studiet for at teste de nye sange vi arbejder på, skrev Simon Kvamm på Twitter samme dag.
At dømme på reaktionerne er det kommende album fra De Eneste To værd at vente på.
- De Eneste To spiller pop-up koncert på Northside - og det lyder lovende, lyder meldingen fra Mia Krog på det sociale medie.
Hun bakkes op af Peter Mathiesen.
- Micro-scenen fungerer!, fastslår han.
Det er endnu ikke fastsat en officiel dato for, hvornår Peter Sommer og Simon Kvamms nye fælles album er på gaden.