Dansk kokkelandshold vinder OL guld
Det danske Junior kokkelandshold med base i Silkeborg har vundet den første guldmedalje ved kokke-OL. Nu går man efter yderligere to.
20. okt 2008, kl. 12:40
Mere end 30 dage gammel
Søndag vandt Junior landsholdet OL guld i disciplinen "Koldt udstillet mad". De danske kokke skulle fremtrylle et bord med forretter hovedretter og desserter. Retterne skulle dog tilfredsstille øjnene i højere grad end ganen. De skulle nemlig se lækre ud i hele 12 timer, og blev derfor overtrukket med gelé.
- Det var dejligt at vinde den første medalje, men vi satser på at vinde to mere i morgen, fortæller holdets træner Ulla Pedersen fra Hotel- og Restaurant Skolen Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I morgen skal kokkene blandt andet dyste om at lave en middag til 110 kuverter, og denne gang skal maden spises.