Chris Anker med til OL
CSC-rytteren fra Hammel er udtaget til det hold, der skal hente medaljer på landevejene omkring Beijing.
I øjeblikket kæmper han bravt i det italienske cykelløb Giro d?Italia.
Men i august går turen til Kina for Chris Anker Sørensen fra Hammel, der er udtaget til OL.
Det skriver TV 2 Sporten.
Cykelrytteren er en af tre, der er med i det individuelle landevejsløb, også kaldet linieløbet, sammen med Nicki Sørensen og Brian Vandborg.
- Med det hårde terræn som OL-ruten byder på i linieløbet synes jeg, at Chris Anker og Nicki Sørensen er selvskrevne. De er vores bedste ryttere i bjergene, og det viser deres flotte indsats senest i Giro d?Italia også. Samtidig tror jeg på, at Brian Vandborg i topform kan være en god støtte til Nicki og Chris i linieløbet, hvor målsætningen er en top otte placering, siger landstræner Lars Bonde i en pressemeddelelse fra Dansk Cykle Union.