Champignon med vitaminer
Århusianske forskere vil afklare, om champignon kan dyrkes på en måde, så de danner livsvigtige vitaminer.
Vilde svampe danner D-vitamin, når de rammes af solens stråler, akkurat som mennesker.
Et nyt forskningsprojekt undersøger, om vitaminet også kan dannes ved dyrkning af champignon og på den måde afhjælpe D-vitaminmangel, som mange danskere lider af i vintermånederne, hvor solen ikke er stærk nok til, at huden kan danne vitaminet.
- Stort set alle svampe, der sælges i Danmark, er dyrket i mørke, og indeholder derfor ikke D-vitamin. Vi vil undersøge, om dyrkede champignoner kan behandles på en sådan måde, at de danner det livsvigtige D-vitamin, siger seniorforsker på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet, Hanne L. Kristensen til FoodCulture.
Champignoner dyrkes i mørke, fordi de ikke behøver lys, og mørket giver færrest problemer med ukrudt, algevækst og lignende. Men nu vil forskerne få svampene til at producere D-vitamin ved at belyse dem med UV-B-lys.
Ifølge udenlandske undersøgelser kan vilde svampe øge indholdet af D-vitamin i blodet lige så godt som kosttilskud.
- Jeg håber, at projektet vil give grundlag for udvikling af nye produkter af friske champignoner med et naturligt højt indhold af D-vitamin, så der kan tilbydes produkter til de forbrugere, der ønsker at styrke sundheden gennem en alsidig og naturlig kost, siger Hanne L. Kristensen til FoodCulture.