Bubacarr Sanneh skifter til FC Midtjylland
AC Horsens mister forsvarsprofilen Bubacarr Sanneh, der skifter til FC Midtjylland
AC Horsens' forsvarsspiller Bubacarr Sanneh skifter til FC Midtjylland på en fireårig kontrakt til nytår. Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.
Skiftet går igennem ved årsskiftet.
Det er tre år siden, at Bubacarr Sanneh ankom til AC Horsens, og nu er tiden altså moden til, at han skal rykke videre.
- Vi er utroligt glade for, at vi har været med til at dygtiggøre Bubacarr Sanneh, der har været igennem en fantastisk udvikling i AC Horsens. Han er et godt eksempel på, at vi som fodboldklub er dygtig til at udvikle fodboldspillere, og vi er stolte på Bubas vegne over, at han nu får sit ønske om et skifte opfyldt. Det har han kæmpet hårdt for, og det er fuldt fortjent, siger Bo Henriksen til AC Horsens' hjemmeside.
Bubacarr Sannehs kontrakt med AC Horsens ville være udløbet efter sæsonen, og derfor er det da også sidste chance, hvis AC Horsens skulle tjene penge på et salg.
- Der er snart kun et halvt år tilbage af kontrakten, og derfor skulle salget være nu. Vi får en mindre transfersum for en spiller, der kun har kort tid tilbage af sin kontrakt, men salget indeholder en rigtig fin videresalgsklausul, der kan være indbringende på sigt, så det skal også ses som et langsigtet salg, lyder det fra Bo Henriksen.
Læs også
Hovedpersonen selv har kun positive ting at sige om sin tid i AC Horsens.
- Folk i AC Horsens har været som en familie for mig, og det har været en stor ære at spille i klubben. Jeg er meget taknemmelig for at være en del af klubben, og jeg vil gerne takke alle i klubben for at hjælpe mig til den position, jeg har i dag. Jeg skiftede fra min klub i Gambia til AC Horsens, fordi jeg havde brug for nye udfordringer, og det er også derfor, jeg skifter til FC Midtjylland til årsskiftet, siger Bubacarr Sanneh.