Brandalarm på Molslinjen får færge til at vende om

Situationen er under kontrol, og ingen har været i fare, oplyser Molslinjen

Arkivfoto. Foto: Molslinjen

En af Molslinjens færger er vendt om på en af sine ture fra Aarhus til Odden.

Det oplyser en passager til TV2 ØSTJYLLAND.

- Cirka midt ude i Kattegat går der en brandalarm. Der kommer tre megalange hyletoner, og så løber personalet rundt på færgen, siger Jeanett Dian Amonsen.

Ifølge hende fortæller personalet over højtalerne, at alarmen skyldes røgudvikling i et maskinrum, og færgen ligger derefter stille i 10 min og flyder.

- Der var da en lidt chokeret stemning ombord, fordi man tænker, over hvor slemt det er, siger Jeanett Dian Amonsen.

Passagererne får dog at vide, at situationen er under kontrol, og at de vil sejle tilbage mod Aarhus.

- De har informeret hele vejen, men nu nu er folk bare sure, over de ikke ved, hvordan de skal komme til Sjælland, siger Jeanett Dian Amonsen.

Kender ikke omfanget

Det var færgen, der gik fra Aarhus mod Odden kl. 15.30, der måtte vende om.

Molslinjens kommunikationschef oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at ingen har været i fare ombord på færgen.

Alarmen skyldes varmeudvikling i et af maskinrummene, men ingen har været nede i rummet endnu.

Det sker først, når færgen ankommer til Aarhus Havn. 

- Der har været en eller anden form for varmeudvikling i et af maskinrummene, En af motorerne er løbet varm, og så har vi nogle automatiske systemer, der slår til, og forsegler motorrummet, siger kommunikationschef Jesper Maack.

Færgen ankommer til Aarhus havn omkring kl. 17, og her vil den blive hjulpet på plads af slæbebåde, for at undgå at der sker skader på færgen.

- Først når færgen kommer ind til havnen, bliver den tjekket, og først da kender vi omfanget af skaderne, siger Jesper Maack. 

Passagerne vil enten få deres penge retur eller komme med den næste færge.