Borgmester-effekt? S går frem på Samsø
Socialdemokraterne står stærkere i ny meningsmåling. V og K går tilbage
Socialdemokraterne og borgmester Marcel Meijer (S) ville stå endnu stærkere, hvis der var kommunalvalg på Samsø i morgen.
Ifølge en frisk meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 | ØSTJYLLAND ville 23 pct. af vælgerne stemme på Socialdemokraterne. Ved valget for to år siden satte kun 19,6 pct. af vælgerne kryds ved partiet.
Også Dansk Folkeparti står ligesom i de fleste andre østjyske kommuner til en pæn fremgang. DF får 8 pct. af stemmerne mod 4,9 pct. ved valget i 2013. Fremgangen betyder, at Dansk Folkeparti modsat i dag ville få en plads i kommunalbestyrelsen.
Det enlige DF-mandat bliver taget fra de konservative, der går tilbage fra 14,9 til 9 pct. af vælgerne. Også Venstre går tilbage fra 33,9 til 29 pct.
V: Slut med at pege på en socialdemokrat
Trods fremgangen er det et åbent spørgsmål, om borgmester Marcel Meijer kan blive siddende i posten.
V og K kunne ikke blive enige
For fire år siden var det en ejendommelig alliance med Venstre, der sikrede Meijer borgmesterposten. Venstre og de konservative havde med deres i alt seks mandater flertal i kommunalbestyrelsen, men de to partier kunne ikke blive enige om en konstituering.
I stedet faldt Socialdemokraterne og Venstre altså hinanden i armene.
Trods udsigten til en vælgerfremgang er borgmester Marcel Meijer forsigtig med at juble over Megafon-målingen.
- Jeg er glad for, at vi går frem i meningsmålingen. 23 pct. af stemmerne er ok i en kommune, hvor de borgerlige typisk står stærkt. Jeg tror dog, der er potentiale til at komme endnu længere op, siger S-borgmesteren til TV 2 | ØSTJYLLAND.
TV 2 | ØSTJYLLAND sender torsdag aften en direkte tv-debat om Samsø Kommune med deltagelse af politikere fra alle partier i kommunalbestyrelsen.
Popularitetsmålingen og debatten gennemføres som en del 'Midtvejsvalget' på TV 2 | ØSTJYLLAND. Se debatten fra Samsø fra kl. 19.30 torsdag aften.