Borgere skal bestemme mere
I Aarhus skal borgerne have direkte medbestemmelse på en lille del af det kommunale budget
I et forsøg som rådmand Thomas Medom (SF) håber kan vokse sig langt større skal borgere i Aarhus nu bestemme fuldstændig over 200.000 kroner fra det kommunale budget på socialområdet.
Borgere, organisationer, foreninger og andre inviteres i forsøget til to borgermøder, hvor man kan komme med forslag til projekter, der støtter fællesskaber for udsatte grupper i Aarhus. Dernæst skal der stemmes om, hvilke projekter der skal have op til 25.000 kroner i støtte.
- Vi skal gøre os nogle erfaringer, og jeg synes, der er store perspektiver i det. Vi har en ambition om, at det skal vokse sig større. I flere tyske byer er det i nærheden af 10 procent af det samlede budget, der bliver fordelt på denne måde, og jeg synes, vi skal bevæge os den vej, siger social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom til tv2oj.dk.
Han ser flere fordele ved modellen.
- Borgerne er tit tæt på der hvor problemerne er, og derfor har de gode løsninger. Processen giver en masse nye ideer, og så tror jeg også at løsningerne bliver bedre, siger Thomas Medom.
Se: V bekymret for borgerbudget
200.000 kroner øremærket udsatte grupper fra en pulje, der allerede var beregnet til lignende formål er en relativt forsigtig start, men Thomas Medom er sikker på, at det kan udvikle sig.
- Man kan sagtens forestille sig borgere prioritere i sværere områder, siger Thomas Medom.
Samtidig mener rådmanden, at initiativet kan gøre, at mennesker som normalt synes, det er for bøvlet at søge penge fra en kommune nu kan komme til orde.
Det første møde foregår den 17. august kl. 16.30-18.30 i Godsbanens foyer. Her vil der blive orienteret om ordningen, og hvordan man eventuelt kan få støtte til sit projekt.