Boligsag ender i retten
Skandalesag kan ende i retten, vurderer boligøkonom
Boligskandalen i Randers er en meget grov sag, der meget vel kan ende i domstolene. Det fortæller DR Østjylland. Det vurderer Jens Lunde, boligøkonom ved CBS - Handelshøjskolen i København.
Han har kigget sagen igennem og var meget forundret over sagsforløbet.
- Jeg forsøgte at finde ud af, om der på noget tidspunkt var nogle regler, der var fulgt, og det synes jeg ikke rigtig var tilfældet, siger han.
Randersegnens Boligforening har bygget og købt boliger uden kommunal godkendelse og har finansieret aktiviteterne med afdragsfrie rentetilpasningslån, hvilket en boligforening ikke må.
I akut økonomisk krise
Forretningsføreren er fratrådt og lige nu står boligforeningen i en akut økonomisk krise med entreprenører, der kræver deres penge og lån, der ikke er på plads.
- Så vidt jeg kan se ud af det, der er forelagt mig, så er det en yderst ubehagelig sag for stort set alle de involverede, siger Jens Lunde.
- Der kan meget hurtigt komme erstatninger på tale, og jeg kan ikke se andet, end af det må ende med en retssag, for der er tilsyneladende foregået uregelmæssigheder.
- Spørgsmålet er, hvilket omfang og hvem der har begået disse uregelmæssigheder, siger boligøkonom ved Handelshøjskolen i København, Jens Lunde.
Spørgsmålet er nu, hvem der kan ende med at skulle betale regningen på 138 millioner kroner.
Kilde: DR Østjylland
Se tv-indslag: Huslejen stiger (sendt 17/10)