Biskop om prædiken: Ville bringe trøst

Henrik Wigh-Poulsen om sin første prædiken siden han blev biskop i Århus Stift

01:24

1 af 2

Lørdag var der højmesse i Aarhus Domkirke, og her gav Henrik Wigh-Poulsen sin første prædiken, siden han tidligere på året blev indsat som biskop i Århus Stift.

Han talte blandt andet om det at leve sammen på tværs af religion med afsæt i terror og flygtningestrømme.

- Jeg ville tale til folk om de bekymringer, som vi alle går med i de her dage, for verden er meget broget i øjeblikket. Når man åbner sin avis eller tænder for nyhederne, så er der altid nogle triste og alarmerende nyheder, synes jeg. Den bekymring, som jeg selv føler, tror jeg også, at mine kirkegængere føler. Og den ville jeg gerne tale ind i, samtidig med at jeg også forhåbentlig kunne bringe noget trøst, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Se hele den nye biskops prædiken fra Aarhus Domkirke

Den første prædiken

Han overtog tidligere i år posten som biskop i Århus Stift efter Kjeld Holm.

- Jeg har haft nogle ordinationer, men det var min første prædiken, min første gudstjeneste, siden min indsættelse, og så var det radiotransmitteret ovenikøbet. Men det er så småt ved at være hverdag, og det er jeg rigtig glad for, men det er en ting, jeg også savner lidt. Som biskop kommer man ikke ud og prædiker så meget, da man ikke har sin egen faste menighed og sin egen kirke, så det var rigtig dejligt at komme herned i domkirken, og jeg glæder mig til at komme herned igen, siger Henrik Wigh-Poulsen.

I videoen øverst på siden kan du se interviewet med Henrik Wigh-Poulsen, og du kan se hele biskoppens prædiken her.