Baggårdspumaen hyldes ved festival

En stjernerække af danske kunstnere vil synge Otto Brandenburg-sange ved årets Skanderborg Festival.

Foto: Albumcover

Nikolai Lie Kaas, Thomas Buttenschön, Simon Kvamm og Poul Krebs er blot et beskedent udpluk af de danske kunstnere, der deltager i en kæmpe Galla Memorial den 9. august på Skanderborg Festival.

Det drejer sig om en hyldest til afdøde Otto Brandenburg, der i 2005 fik overrakt festivalens hæderspris, skriver dagbladet B.T.

Allerede den gang begyndte man at støbe formen til en hyldestkoncert, og selv om hovedpersonen ikke længere lever, så vil man alligevel afvikle koncerten.

- Vi håber og tror, at Otto kigger med fra det himmelske stambord og måske vipper let med foden, siger Poul Martin Bonde fra Skanderborg Festivalen til avisen.

Det bliver Klüvers Big Band fra Århus, der agerer fast band under koncerten, som også tæller optrædener fra Peter Belli, Daimi og Søren Sko.