Arrangør af mindehøjtidelighed: Håber, at mange vil støtte op

Mindehøjtidelighed i Aarhus

02:13

1 af 2

Søndag eftermiddag klokken 17.00 på Store Torv i Aarhus er der mindehøjtidelighed for ofrene efter fredagens terrorangreb i Paris.

Mindehøjtideligheden er arrangeret af veninderne Simone Birk Wittorff og Mie Dalgaard. Via Facebook har de taget initiativ til, at man i Aarhus kan samles og mindes ofrene.

- Min medarrangør har boet i Paris. Vi talte sammen i går, og hun var meget berørt af det, der er sket. Hun sagde, at hun havde set, at der var en mindehøjtidelighed i København, og hun håbede, at der ville blive afholdt en i Aarhus også. Så foreslog jeg hende, om ikke bare vi skulle arrangere vores egen, og så var der ikke særlig langt fra tanke til handling, og vi fik hurtigt sat det i gang, siger Simone Wittorff.

De oprettede en begivenhed på Facebook, og hurtigt tilmeldte mange østjyder sig.

- Jeg forventer, at der kommer en masse mennesker, der har lyst til at støtte op om det her. Jeg er virkelig rørt over så mange, som har valgt at tilkendegive, at de kommer, siger Simone Wittorff.

Biskop om mindehøjtidelighed: Vi viser, at vi står fast

Mindehøjtideligheden er planlagt uden taler og musik, og de to veninder håber, at mange vil tage lys og fakler med.

- Det skal være sådan, at folk kan komme og bearbejde sorgen med stilhed og ro, siger Simone Wittorff.

Arrangørerne håber, at der kommer cirka 400 personer til mindehøjtideligheden.

Du kan høre Simone Wittorff fortælle mere om mindehøjtideligheden i videoen øverst på siden.