Anmeldere: Iggy Pop var ustoppelig

Et af Northsides absolut største navne - Iggy Pop - leverede en anmelderrost koncert fredag aften på Northside

Foto: NorthSide

Iggy Pop leverede en koncert, der tog publikum med tilbage til legendes klassikere. I sætlisten var der gjort plads til de store hit fra 70’erne såsom The Passenger og Lust for Life. Men også sangerens nye Gardenia vakte genkendelse hos Northside publikummet.

Den 69-årige sangers præstation får da også rosende ord med på vejen fra de anmeldere, der var til stede til fredagens koncert på Northside, selvom de alle bemærker kontrasten mellem rocklegendes alder og energi på scenen

Espen Strunk fra Gaffa giver Iggy Pop fem stjerner for aftens koncert, intens, viril og virkelig vild.

Topløs olding amok

- I aften er det, utroligt nok, ikke desto mindre Iggy som står levende – meget, endda – foran os, mens både Bowie og Reed er blevet taget fra os, skriver Espen Strunk, der kalder koncerten for et mindeværdigt møde med en naturstridigt vital levende person. 

Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo gav Iggy Pop fire stjerner med rubrikken ”Topløs Olding Amok i Aarhus”.

- Rock’n’rolls ultimative performer lignede vanen tro en utilregnelig olding, der var stukket af fra plejehjemmet - eller en anstalt med tremmer for vinduerne. Held og lykke til dem, der fik opgaven at fange ham ind igen, skriver Thomas Treo.

Mon vi ser ham igen? Forhåbentlig, afslutter Thomas Treo sin anmeldelse. 

Lunken anmeldelse

Århus Stiftstidendes anmelder Thomas Nygaard var ikke helt imponeret af Iggy Pops optræden, og gav tre stjerner ud af seks mulige. 

-Den svajryggede og vraltende superstjerne nåede ikke helt i mål med koncerten sent fredag aften på Northside, skriver han lørdag morgen. 

Som de andre anmeldere bemærker han, at bandet som spillede Iggy Pops legendariske numre var lidt mindre sprudlende end frontfiguren. Århus Stiftstidende beskriver bandet som ujævnt præsterende.

- Det var svært at mærke suset, som ellers ikke plejer at glimre med sit fravær, skriver anmelderen.

Publikums dom

På Twitter var publikum også med til at kommentere koncertoplevelsen i rosende vendinger. Her et pletskud fra en Twitterbruger fra aftens koncert.

At Iggy Pop tilhører en af rock-musikkens klassiske helte blev også slået fast fredag aften på Northside.

 

 

 

Men det blev også bemærket, at Iggy Pops ikoniske overkrop undervejs blev pakket lidt ind.