Advarer om lavtgående jagere
Lavtgående jagerfly giver en del støj i Østjylland i de kommende uger.
2. jun 2006, kl. 14:35
Mere end 30 dage gammel
Folk behøver ikke at dukke sig, men der er i juni udsigt flere steder i Jylland og på Fyn til højlydt larm fra lavtgående jagerfly.
For at forstyrre mindst muligt med støjen har Flyvevåbnet spredt en øvelse over 13 forskellige områder i dagene den 6. juni til den 22. juni, oplyser Flyvertaktisk Kommando.
I Østjylland er det især området nord for Randers, der bliver berørt. Her finder der flyvninger sted den 7., 9. og 13. juni.
Jagerpiloterne skal øve sig sammen med soldater på jorden, de såkaldte FAC's (Forward Air Controllers), der dirigerer flyene mod fjendtlige mål. Danmark har haft FAC's udstationeret i Bosnien, Kosovo og Afghanistan.