AC Horsens tabte på Heden
Nederlag i testkamp i Herning
AC Horsens tabte fredagens testkamp til superligaklubben FC Midtjylland.
Træningskampen på MCH Arena i Herning endte med et østjysk nederlag på 2-4.
AC Horsens var på hælene allerede i 1. halvleg, hvor Erik Sviatchenko og Danny Olsen sendte hjemmeholdet i front.
Allerede midtvejs i 1. halvleg lykkedes det dog for Martin Retov at reducere på straffespark, efter at AC Horsens' André Bjerregaard var blevet væltet i det kriminelle felt.
Senere i 1. halvleg udbyggede Morten "Duncan" Rasmussen FC Midtjyllands føring til 3-1, mens Kristian Bak efter pausen pandede et hjørnespark i mål til 4-1.
I kampens slutning fik AC Horsens pyntet en smule på resultatet, da Jude Nworuh reducerede til 2-4.
- Vi scorede et par mål og spillede momentvis udmærket fodbold, men vi lavede også for mange fejl, og det skal vi minimere, siger AC Horsens-anfører Martin Retov til klubbens hjemmeside.