AC Horsens kom ned på jorden igen
Horsens formåede tabte 0-2 til FC Midtjylland og formåede dermed ikke at følge op på onsdagens imponerende pokalsejr over FCK.
Efter fire kampe uden sejr i Superligaen fik FC Midtjylland søndag omsider tre point. Det gik ud over Horsens, der hjemme tabte 0-2. Mikkel Thygesen imponerede og scorede begge midtjydernes mål.
Kampen var en tæt affære, hvor begge hold gik til den i nærkampene, men hvor spillet generelt savnede kvalitet. Især første halvleg var chancefattig, og de gange hvor der var optræk til chancer, manglede der skarphed i den afgørende aflevering.
Intensiteten steg
I anden halvleg steg intensiteten, og godt 20 minutter efter pausen bragte FCM-anfører Mikkel Thygesen sit hold i front, da han kastede sig frem og prikkede en tværaflevering i nettet.
Det vækkede hjemmeholdet, der knap fem minutter senere ville have udeholdets målmand, Jonas Lössl, smidt ud efter en forseelse på kanten af straffesparkfeltet. Det blev dog kun til en advarsel.
Horsens burde have udlignet godt et kvarter før tid, da Gilberto Macena efter en kontra blev spillet helt fri i feltet.
Men symptomatisk for Horsens kiksede den afgørende tæmning. I stedet afgjorde Mikkel Thygesen kampen med sit andet mål, da han flot sparkede bolden i mål for anden gang.
0-1 Mikkel Thygesen (64. minut)
0-2 Mikkel Thygesen (87. minut)
Tilskuere: 4.398