Aarhus Lokalbank førte partnere bag lyset
Direktøren i Spar Nord Bank beskylder Aarhus Lokalbank for at føre Spar Nord Bank og en række andre banker bag lyset.
Der er udbrudt ballade i toppen af den danske finanssektor, hvor direktør i Spar Nord Bank Jan Gerhardt nu direkte beskylder Aarhus Lokalbank for at føre Spar Nord Bank og en række andre danske pengeinstitutter bag lyset, skriver dagbladet Børsen.
Bankerne ejer i fællesskab det luxembourgske selskab Value Invest A-sset Management S.A., hvor Jan Gerhardt er bestyrelsesformand, og hvor Aarhus Lokalbank sidder på næstformandsposten.
- Vi vidste ikke, at Aarhus Lokalbank havde solgt 7,5 pct. af aktierne i Value Invest Asset Management SA videre til bankens topchefer i 2006. Det burde vi selvfølgelig have fået at vide af Aarhus Lokalbank, siger Jan Gerhardt.
Dagbladet Børsen afslørede i sidste uge, at Aarhus Lokalbank i en række interne transaktioner havde ladet aktier for 15 mio. kr. i Value Invest Asset Management SA skifte hænder. Hverken aktionærer eller offentlighed fik nogensinde kendskab til, at banken havde solgt en betydelig del af ejerskabet i det luxembourgske selskab til en række topchefer i banken.
Jan Gerhardt fra Spar Nord Bank forklarer, at aktiebogen i Value Invest Asset Management SA, hvor selskabets aktionærer står opført, heller ikke blev opdateret. Det var ellers meget nærliggende for Aarhus Lokalbank at orientere om handlen og opdatere aktiebogen.
Aarhus Lokalbanks underdirektør Carsten Stenulm er nemlig næstformand i bestyrelsen i Value Invest Asset Management SA. Samtidig var han via sit private anpartsselskab Stenulm & Tendrup Holding Aps medejer af det selskab, Hadsten Aktie Invest, som i 2006 overtog selskabet Handelsselskabet af 1/1 1973 Hadsten fra Aarhus Lokalbank.