Aarhus får fixerum
Flertal i byrådet giver fixerum til narkomaner
På et byrådsmøde onsdag aften, har Aarhus Kommune besluttet, at indrette et såkaldt sundhedsrum til byens narkomaner.
Forslaget om fixerummet var stillet af SF, og blev vedtaget med et klart flertal i byrådet. Politisk ordfører for SF, Thomas Medom, var derfor godt tilfreds, da TV 2 | ØSTJYLLAND talte med ham kort efter mødet.
- Sundhedsrummet er helt centralt for, at vi får misbruget væk fra opgange og legepladser, og for at vi kan hjælpe narkomanerne bedst mulig, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Personale skal hjælpe
Sundhedsrummet skal give misbrugere mulighed for at indtage medbragte stoffer under overvågning af sundhedsfagligt og socialpædagogisk personale.
- Det sundhedsfaglige personale skal være med til at minimere risikoen for, at misbrugerne får en overdosis, eller at der sker smitte med f.eks. hepatitis eller HIV, siger Thomas Medom.
Byrådets beslutning skal nu behandles af Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse, der skal tage stilling til placering og finansiering.
Penge fra staten
Tidligere på året afsatte Regeringen og Enhedslisten en pulje på 7 mio. kr. til etablering af fixerum. En del af pengene forventes derfor at komme her fra.
Aarhus Kommune skal bl.a. indhente erfaringer fra Odense og København, hvor lignende ordninger allerede eksisterer. Det kan også komme på tale, at fixerummet bliver mobilt.
I Aarhus er der anslået 150 potentielle brugere af det nye fixerum.