15-årig røver fanget
Randers Politi sigter en 15-årig dreng for røveri mod virksomhed.
Det var formentlig en kun 15-årig dreng, der stod bag et røveri mod virksomheden Hedebo i fredags. I hvert fald sigter Randers Politi den 15-årige for sammen med en medgerningsmand at have truet kontorpersonalet hos firmaet Hedebo på Lucernevej i Nordbyen.
De to drenge truede personalet, men de havde dog på intet tidspunkt våben fremme under røveriet. Røverne slap væk med et beskedent udbytte på 400 kroner, som lå i en pengeboks på Hedebos kontor. Derefter flygtede de fra stedet på en knallert.
Randers Politi opdagede senere knallerten nær Nyvangsskolen, og i et nærtliggende buskads fandt betjentene en sportstaske med de 400 kroner. Sportstasken indeholdt desuden et oversavet jagtgevær. Efter anholdelsen af den 15-årige forventer Randers Politi hurtigt at finde frem til hans medgerningsmand.