Forstærkede AGF er pisket til sejr mod ydmyge Esbjerg
AGF skal bruge en sejr for at holde snor i top-6, når Esbjerg kommer på besøg i forårspremieren fredag.
Vind eller forsvind. Sådan kan teksten udlægges for AGF, der fredag aften sparker superligaforåret i gang på hjemmebane mod Esbjerg.
AGF har et erklæret mål om at være blandt de seks klubber, der om seks runder, når grundspillet er forbi, er klar til ligaens mesterskabsspil.
Læs også
Men udgangspunktet er ikke det bedste. AGF ligger efter 20 runder nummer ti med 24 point og har fire point op til sjettepladsen, og derfor er en sejr kravet mod Esbjerg.
- Den første kamp bliver vanvittig vigtig, men der kommer ikke til at være kampe, hvor der ikke er meget på spil. Vi skal have rigtig mange point ud af de 18, der er tilgængelige, siger AGF-træner David Nielsen.
- Der er en kæmpe forskel på at komme i top-6 og ikke at gøre det. Det er en målsætning, vi har haft lidt svært ved at nå, og det bliver tæt igen i år. Det bliver et ræs.
Her udlægger vores sportsredaktør Kasper Skipper teksten forud for den første runde i superligaforåret.
Læs også
Stamspillere skal levere varen
Eksperter peger på, at AGF var en af de klubber, der kom bedst ud af vinterens transfervindue, og Nielsen er da også selv tilfreds.
Truppen har fået tilført forsvarerne Frederik Tingager og Alexander Munksgaard, og Patrick Mortensen er hentet til angrebet.
- Først og fremmest skal dem, der har været her længe, levere, og for de nye handler det om at fylde på så hurtigt som muligt.
- Vi har optimeret alt omkring holdet, så nu handler fokus om at kontrollere vores egen præstation, lyder det fra David Nielsen.
Læs også
Esbjerg-spillere har ikke armene over hovedet
Esbjerg er i en noget bedre position i forhold til at slutte blandt de bedste seks i ligaen.
Oprykkerholdet blandede sig hurtigt i ligaens top i denne sæson og ligger nummer fire med 28 point.
Men sportschef Jimmi Nagel Jacobsen står fast på, at det ikke vil være en skuffelse at slutte uden for top-6.
- Vi går ikke med armene over hovedet og kalder os et tophold. Vi er ydmyge som oprykkere, og målet har hele tiden været overlevelse.
- Men den hurtigste vej til det er at ende i top-6, så det vil da være en drøm, siger Jimmi Nagel Jacobsen.
Læs også
Han håber, at det kan bruges til egen fordel, at AGF nærmest er pisket til at vinde fredagens opgør.
- AGF kan være overtændt på at bevise, at man er på rette vej med forstærkningerne, vurderer Jimmi Nagel.
Opgøret har kickoff klokken 19.