Nøglespiller forlænger med AGF
Forsvarsprofilen, Nicklas Backman, forlænger sin aftale med AGF.
En vigtig underskrift er netop blevet sat i Aarhus. Den svenske forsvarsspiller Nicklas Backman forlænger sin kontrakt med AGF, så den nu gælder til 2021.
- Det er skønt at få det på plads, og jeg er meget glad for, at min fremtid fortsat ligger i AGF og i Aarhus. Jeg trives virkelig godt i klubben, og det samme gør min familie i byen, så det var med stor glæde, at jeg kunne skrive under på en forlængelse, siger Nicklas Backman blandt andet i en pressemeddelelse.
Nicklas Backman har i flere omgange været skadesplaget, og i denne sæson har han kun spillet halvdelen af klubbens kampe.
- Jeg håber nu på en lang periode med kontinuitet - både for mig selv og for holdet. Vi har et stort potentiale og en uudnyttet kapacitet, som jeg brænder for at se udfolde sig. Og jeg tror på klubben, projektet og holdet, og er glad for at AGF også tror på mig, siger Nicklas Backman.
Kontrakt udløb til sommer
Den 30-årige centerforsvarer kom til AGF i januar 2016 fra den kinesiske klub Dalian Aerbin. Indtil videre har han spillet 78 kampe og scoret fire mål. Hans tidligere kontrakt udløb til sommer, så derfor er sportschef Peter Christiansen glad for, at der nu er underskrevet en ny.
- Vi er glade for at komme i mål med en forlængelse med Niklas. Han er en spiller, der altid spiller med en uovertruffen vindermentalitet og som med stolthed bærer AGF-trøjen på bedste vis. Han har nu været her i nogle år, og på trods af nogle perioder med skader, så leverer han altid sit bedste - på og uden for banen, siger Peter Christiansen blandt andet i pressemeddelelsen.
AGF sparker forårssæsonen i gang den 8. februar, når de hjemme tager imod Esbjerg fB.