AGF henter kontraktfri forsvarskæmpe i Tyskland
AGF forstærkede forsvaret yderligere fredag, da Frederik Tingager indgik en aftale frem til sommeren 2021
Det har været en travl fredag i AGF.
Tidligere på dagen kunne klubben oplyse, at Alexander Munksgaard kommer til AGF fra FC Midtjylland
Nu har AGF udsendt en pressemeddelelse om, at klubben har indgået en aftale med danske Frederik Tingager, som kommer til klubben på en fri transfer efter ophold i tyske Eintracht Braunschweig.
Læs også
Frederik Tingager er 25 år, og den knapt 2 meter høje forsvarsspiller har skrevet under på en kontrakt i AGF frem til sommeren 2021.
- Det er naturligvis en rigtig god følelse, at min fremtid nu er faldet på plads. Mit ophold i Tyskland blev af mange årsager ikke, som jeg havde håbet på. Jeg glæder mig nu utroligt meget til at komme til AGF, der er en stor klub i Danmark, hvor der stilles høje krav, citeres Frederik Tingager blandt andet for i meddelelsen.
Mobil og duelstærk
Frederik Tingager skiftede for et år siden til den tyske klub fra OB, hvor han spillede 49 kampe i Superligaen og scorede tre mål.
Læs også
- Vi kender Frederik fra hans tid i Superligaen, hvor han virkelig brændte igennem for OB og velfortjent fik muligheden i Tyskland. Frederik er en duelstærk spiller, og til trods for sin højde er han både mobil og dygtig med bolden, siger sportschef i AGF Peter Christiansen og fortsætter:
- Samtidig er han en hårdtarbejdende spiller, der ikke slår op i banen, når han møder modgang.
Både Alexander Munksgaard og Frederik Tingager indleder træningen i AGF sammen med resten af truppen mandag 7. januar.