AGF-chok: Duncans Superliga-premiere er i fare
AGF-angriber fik et vrid i knæet under træningskamp
De kommende uger bliver formentlig en kamp mod uret for AGF og angriberen Morten "Duncan" Rasmussen.
Den store forward kom lørdag til skade under testkampen mod svenske BK Häcken.
Ifølge AGF's fysioterapeut, Uffe Hansen, fik Morten "Duncan" Rasmussen et vrid i knæet. Det er derfor usikkert, om han når at blive klar til superligapremieren ude mod Sønderjyske om præcis to uger.
SE OGSÅ: Danny Olsen-mål var ikke nok til AGF-sejr
- En skanning har vist, at det inderste ledbånd er blevet stresset. Knæet er lidt hævet og ømt, og han vil være ude i nogle uger. Helt eksakt hvor lang tid er ikke til at sige, fordi det er lidt forskelligt, hvor hurtigt man kommer sig over sådan en skade, siger fysioterapeut Uffe Hansen til klubbens hjemmeside.
Ifølge cheftræner Glen Riddersholm er Morten "Duncan" Rasmussen i øjeblikket i storform. "Duncan" scorede ni ligamål i de sidste fem runder af forårssæsonen og var desuden med på A-landsholdets tur til Japan i juni, hvor han scorede i sejren på 4-0 over Bulgarien.
SE OGSÅ: Officielt: AGF henter Martin Spelmann
Med den 31-årige angriber på skadeslisten regner Glen Riddersholm med, at flere spillere med udsigt til knap så meget spilletid får chancen for at bevise deres værd.
Det betyder formentlig, at Kasper Junker eller Michael Zacho kan forberede sig på at starte inde for aarhusianerne.