VM skudt i gang: Første dansker er på vandet

1.400 deltagere fra 90 forskellige nationer skal konkurrere ud for havnen i Aarhus, men starten blev forsinket på grund af manglende vind

Udgivet Opdateret
VM-chef Klaus Natorp er glad for, at alt er klart til VM rigtig kan begynde.

Der er nu gang i de officielle konkurrencer på vandet ud for Aarhus. André Højen Christiansen er i sin finnjolle den første dansker på vandet.

VM i sejlsport skulle begynde torsdag i Aarhus klokken 12.00, men manglende vind udskød starten. Finnjollerne og 470'erne, som skulle sejle, måtte ligge på vandet indtil middagens søbrise kunne sætte de officielle konkurrencer i gang.

- De er ikke i gang endnu. Det er vinden, vi venter på, sagde kommunikationsansvarlig for Aarhus 2018, Cathrine Bianca Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Selvom det virker ærgerligt, at VM ikke startede til tiden. Så er det helt normale forhold for sejlerne, lyder det fra Cathrine Bianca Christensen.

- De er vant til det. Sådan er det altid. De kan sidde og vente i flere timer, fortæller hun.

Så dommere og sejlere måtte vente i Aarhusbugten på vinden.

Masser af liv på havnen

På havnen emmer det af liv. Her er deltagerne i gang med at gøre sig klar til kampen om de i alt 12 VM-titler, som er på spil.

- Alle de store ting er på plads, men det er de sidste små detaljer, der lige skal på plads. Skilte og betonklodser, der skal flyttes rundt. Små praktiske ting, fortæller eventchef Jørn Christensen fra Aarhus Events.

Det sidste skal på plads, inden konkurrencerne går i gang.

I alt er 1.100 både på vandet under VM og arrangørerne forventer, at der vil komme omkring 400.000 tilskuere. Der er gratis adgang for alle.

- Når den første sejlads er i gang, så kører showet, siger Jørn Christensen.

Sejlerne gør klar.

Sætter Aarhus på verdenskortet

Claus Natorp er chef for VM i Sejlsport 2018. Han er glad for, at det hele er gået som smurt.

- Jeg har det jo fantastisk, jeg er enormt spændt. Det hele rumler. Det er spændingen ved at have inviteret 1400 sejlere til Aarhus. Det er kæmpestort.

Det er interesserede fra hele verden, der vil følge med i det store event ud for Aarhus Ø.

- Hele sejlsportsverden kigger på Aarhus i de her dage, samtidig med vi åbner byen for en maritim folkefest, som heller ikke er set større, siger Klaus Natorp.

Det sidste gøres klar.

Det vil ikke kun betyde noget i de 14 dage, hvor VM bliver afholdt - men også på længere sigt, mener Klaus Natorp.

- Som eventby formår vi at samle byen, og vi møder en enorm opbakning. Og sportsligt er det i høj grad med til at placere Aarhus og Danmark på verdenskortet, som den sejlsportsnation, vi er.

Drop bilen

For de mange tilskuere vil det være en god idé, hvis man vælger at lade bilen blive hjemme.

- Det bedste råd er, at lade bilen blive derhjemme. Det er det bedste råd, vi kan give. Normalt er der ikke parkering på Aarhus Ø, og det er der heller ikke til VM. Kun for folk, der bor der. Alle andre må tage letbanen, bussen eller cyklen. Så får man den bedste oplevelse, siger Jørn Christensen.

Man kan også tage busser, som arrangørerne har sat ind.

- Der er gratis shuttlebus fra Aarhus Rutebilstation og fra Navitas ud til Aarhus Ø. Fra Rutebilstationen hver halve time og fra Navitas hvert kvarter.

1400 deltagere skal dyste til VM.

Fakta om VM i sejlsport i Aarhus:

Torsdag klokken 12 går de første konkurrencer i gang ved VM i Aarhus, hvor der skal uddeles 12 VM-titler
 
VM i sejlsport afholdes i Aarhus fra 2. august til 12. august:
 
* 1100 både er i vandet under VM, hvor der bliver konkurreret i 12 klasser.
 
* 1400 deltagere fra omkring 90 forskellige nationer skal kæmpe i Aarhus.
 
* Mere end 800 frivillige skal få VM-stævnet til hænge sammen.
 
 * VM-arrangørerne forventer samlet 400.000 tilskuere, der har gratis adgang.
 
* Der konkurreres i alle ti olympiske sejlklasser. Det drejer sig om finnjolle (mænd), 470-jolle (mænd og kvinder), 49er (mænd), 49erFX (kvinder), Nacra 17 (mixhold), Laser Standard (mænd), Laser Radial (kvinder), RS: X (mænd og kvinder).
 
* Til VM i Aarhus og OL om to år i Tokyo er kiteboarding (mænd og kvinder) med som testdisciplin.
 
* VM i Aarhus er det første udtagelsesstævne til OL i Tokyo. Der uddeles som minimum nationspladser til top-otte i de forskellige sejlklasser. I enkelte klasser uddeles der endnu flere.
 
* VM afholdes hvert år og er en af de største sejlsportsevents i verden.
 
/ritzau/

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her