Vilde biljagter i Aarhus - torsdag skete det igen
Torsdag blev en 38-årig mand anholdt efter en lang politijagt i det centrale Aarhus. Det er fjerde gang i denne uge, at politiet må jagte en bilist.
Den 38-årige forsøgte klokken 19.40 at flygte fra politiet ved Marselis Boulevard, Tivoli Friheden og i bydelen Højbjerg.
Bilisten kørte flere gange overfor rødt og kørte mere end det dobbelte af det tilladte, oplyser Østjyllands Politi.
Til sidst lykkedes det politiet at standse manden. Patruljen kunne konstatere, at manden i forvejen var frakendt kørekortet.
På grund af den høje fart og hensynsløse kørsel vurderede patruljen, at der var tale om vanvidskørsel. Mandens bil, en VW Golf, blev beslaglagt med henblik på at konfiskere den.
Den 38-årige bliver fredag eftermiddag klokken 13.30 fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for en stribe overtrædelser af færdselsloven, blandt andet for at forvolde fare for andre liv eller førlighed.
Flere tilfælde
Onsdag var det en 34-årig mand på motorcykel, der blev jagtet af politiet, da han bragede overfor rødt foran en civil patruljebil.
Motorcyklisten havde dog ikke tænkt sig at standse, da patruljen satte udrykning på.
Flere patruljer nåede at tilslutte sig jagten på den 34-årige, inden han væltede på et fortov, da han ville vende om og køre tilbage i samme retning, som han kom fra.
Læs også
Han blev også sigtet for vanvidskørsel og fik sin motorcykel beslaglagt.
Onsdag aften blev en bilist jagtet af politiet på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, da han nægtede at standse for politiet. Undervejs i eftersættelsen kørte den 25-årige mand op på fortovet, hvor han filmede sig selv med sin telefon, mens han forsøgte at køre fra politiet.
Til sidst måtte en patrulje påkøre manden for at få ham til at standse.
Bragede over for rødt
Tirsdag eftermiddag var den også gal. Da en patruljevogn holdt og ventede i krydset mellem Randersvej og Hasle Ringvej, kørte en bilist over spærrefladerne og over for rødt lys.
Læs også
Patruljen kørte efter bilen og satte udrykning til, men i stedet for at standse, gassede bilen op. Det fortæller pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
- Herefter begynder eftersættelsen gennem Aarhus, hvor bilisten flere gange kører over for rødt lys. Han kører også op på letbaneskinnerne og på et tidspunkt kører han også imod færdselsretningen. Det står på over en længere strækning, og undervejs kommer der assistance fra flere andre patruljevogne, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Biljagten endte på Skolebakken, hvor det endelig lykkedes patruljerne at få standset bilen, hvorefter den 36-årige bilist blev anholdt. Der er mistanke om, at manden er spiritus- og/eller narkopåvirket, så han fik foretaget en blodprøve.