Vanvidskørsel endte med dramatisk biljagt
Tirsdag eftermiddag udspillede der sig en dramatisk biljagt ind gennem Aarhus' gader.
En patruljevogn holdt og ventede i krydset mellem Randersvej og Hasle Ringvej, da en bilist kørte over spærreflader og over for rødt lys.
Patruljen kørte efter bilen og satte udrykning til, men i stedet for at standse, gassede bilen op. Det fortæller pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
- Herefter begynder eftersættelsen gennem Aarhus, hvor bilisten flere gange kører over for rødt lys. Han kører også op på letbaneskinnerne og på et tidspunkt kører han også imod færdselsretningen. Det står på over en længere strækning, og undervejs kommer der assistance fra flere andre patruljevogne, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Biljagten endte på Skolebakken, hvor det endelig lykkedes patruljerne at få standset bilen, hvorefter den 36-årige bilist blev anholdt. Der er mistanke om, at manden er spiritus- og/eller narkopåvirket, så han fik foretaget en blodprøve.
Han blev sigtet for en lang række færdselsforseelser og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
Østjyllands Politi vurderede, at der var tale om vanvidskørsel, så bilen, der tilhører en 32-årig kvinde, blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Da det blev vurderet, at der ikke var juridisk grundlag for at fremstille den 36-årige i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, blev han løsladt efter endt afhøring.