Svigt, piller og diagnoser: Alex frygter, at hun er død om et år

Hun trykker de små, hvide piller ud af pakningen, putter dem i munden en efter en og skyller dem ned med energidrik.

Det er benzodiazepiner, der virker beroligende, sløvende og søvnfremkaldende. Hun skaffede 100 tidligere på dagen og spiser dem, som var de små, sukkersøde pastiller. Hun tager dem for at ”slukke hovedet”, og der skal flere og flere til. Før natten er omme, har hun slugt 40, og det skal jo gå galt.

Men lige nu står hun midt i ingenting på en lille, tilfældig jordhøj omgivet af vildtvoksende ukrudt i et område mellem letbanesporet og en omfartsvej i det nordlige Aarhus en solbeskinnet eftermiddag. Technoen hamrer ud af bluetooth-højtaleren og skærer sig igennem fuglefløjt og den stille summen af trafik et stykke væk.

Det er en vanvittig scene, og forbipasserende vil med garanti lægge mærke til hende, for man kan ikke andet.

Drage-tatoveringen, der glider ned over højre side af ansigtet, piercingerne, de vilde øjne og hugtænderne sat på med superlim er bare svære ikke at bide mærke i, når Alex Aria Zelina Balógh kommer en i møde - ofte slingrende med den tunge metalkæde om halsen og poser og tasker over skulderen.

Det er et udseende, der skriger på opmærksomhed. For hvor andre måske forsøger at skjule og fortrænge de psykiske udfordringer de kæmper med, er det som om, Alex krænger dem ud og bærer sporerne af sit liv og sine pinsler helt udenpå.

Det er et liv og en opvækst med to kærlige forældre og en tvillingebror i et hyggeligt hus på Djursland. Men før det kom dertil, var skaden sket.

Alex og hendes tvillingebror bliver født den 28. februar 1993 i Ungarn og kommer kort efter fødslen på børnehjem. De to små børn bliver først adopteret af en familie i Ungarn, men det går ikke, så børnene ryger retur til børnehjemmet, før de i 1997 bliver adopteret af Birgit Gundersen og Hans Grønbæk, som tager børnene med hjem til landsbyen Lime på Djursland. 

Her venter en opvækst i trygge og faste rammer, med alt hvad det indebærer af madpakker, skolegang og fritidsaktiviteter. 

Alex og hendes bror er bare ikke det samme sted som deres jævnaldrende, men hvad det ungarske tvillingepar har været igennem, før de kommer til Danmark, står hen i det uvisse.

Efter et besøg i hjemmet noterer sagsbehandleren fra det daværende Aarhus Amt, at Alex rokker på stolen, sutter på sin tommelfinger og virker fraværende – et tegn på manglende voksenkontakt. I notater fra kommunen står også, at de to små børns første leveår i Ungarn har været præget af massivt omsorgssvigt.

Alex beskrives i en undersøgelse fra barndommen som normaltbegavet, men med kognitive og følelsesmæssige vanskeligheder.

Den lille mørkhårede pige med de brune øjne leger sine egne lege igen og igen. Hun er glad for at tegne og god til det, men Birgit Gundersen lægger snart mærke til, at motiverne som oftest er aggressive uhyrer med store tænder og sorte, tomme øjne.

Gennem hele opvæksten kæmper hun med angst og har store vanskeligheder med at danne relationer og knytte sig til andre. Få dage inde i fjerde klasse opgiver hun skolen, og snart er det også slut med fritidsaktiviteter.

Hun er egenrådig, stikker ofte af, og det bliver mere og mere tydeligt, at Alex og hendes bror er udfordret i en grad, så Birgit og Hans må have hjælp. I 11-års alderen flytter Alex derfor hjemmefra og har siden boet på institutioner og botilbud med kortere ophold hjemme i Lime. Igennem alle årene er hun fast gæst på forskellige psykiatriske afdelinger rundt om i Østjylland.

Nu er hun 30, men det er aldrig lykkedes Alex at finde en vej ud af psykiatrien og ind i en mere stabil tilværelse – tværtimod.

I løbet af de 26 år hun har været i Danmark, er Alex' situation stille og uroligt gået fra ondt til værre. 

Hun er afhængig af benzodiazepiner, opioider og anden receptpligtig medicin, som hun skaffer på det illegale marked og tager for at holde tilværelsen ud. Hun har diagnoserne ADHD, emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og en selvskadende adfærd, som gør hende meget udadreagerende, når ting går hende imod. Hun har en diskusprolaps og lider af en lungesygdom.

I kraft af diagnoserne, pillemisbruget, hjemløsheden og de hyppige ophold i detentionen hos Østjyllands Politi er hun det, man fra systemets side betegner som en borger med dobbeltdiagnoser og komplekse problemer.

Tilbage i det nordlige Aarhus slæber Alex sig mod den lokale Lidl for at købe smøger og energidrik efter at have taget nogle flere piller. Men hun får stærke smerter, da misbruget har ødelagt hendes mave, så hun må tage en pause ved en trappe, indtil hun kan fortsætte.

Hun virker på alle måder udsat, ekstrem og uden for rækkevidde, som hun sidder der i al sin elendighed.

Den gode nyhed er, at det ikke er tilfældet. Alex kan hjælpes til et bedre liv, siger psykiaterne.

Den dårlige er, at der er tusinder som Alex rundt omkring i Danmark, og at systemet ikke er gearet til at tage sig af dem, lyder kritikken.

Ifølge den seneste undersøgelse fra Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, er der i omegnen af 9000 personer i Danmark, der ligesom Alex kæmper med psykiske lidelser, misbrug, hjemløshed og kriminalitet på én gang.

Og de koster kassen. Ifølge undersøgelsen løber udgifterne til de allermest udsatte borgere op imellem 223.000 og 339.000 kroner om året pr. person.

De lever et liv i skyggerne langt fra det velfriserede Danmarks uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, klub- og foreningsliv. De lever af førtidspension eller kontanthjælp, isoleret i deres egne verdener af ensomhed og følelsesmæssigt kaos med en identitet defineret af diagnoser.

Men indimellem dukker de op, når medierne går i breaking på grund af et masseskyderi i et indkøbscenter, en drabssag på et bosted, eller når en midaldrende kvinde bliver sparket og trampet i hovedet, før gerningsmanden kvæler hende på en landejendom nord for København.

Så galt er det ikke gået for Alex. Endnu. Men hun er bange for, at det vil ske. Hun frygter, at det går helt galt en dag, hvor den forkerte person støder på hende på det forkerte tidspunkt – lige der, hvor pitbullen springer en sikring, som hun siger.

For selv om benzodiazepiner er beroligende, virker de undertiden modsat, så man bliver hyperaktiv, rastløs, uberegnelig og aggressiv.

Og Alex er som oftest bevæbnet med kniv, økse, saks eller hammer for at kunne forsvare sig i det miljø, hun færdes i. Og hun reagerer voldsomt, når bægeret flyder over, og hun får en af sine nedsmeltninger.

Så er det, hun smadrer en dør på et sengeafsnit på AUH med en brosten eller hele den stue, hun er indlagt på. Det er også gået ud over et letbanestop, hvor hun smadrede alt det glas, hun kunne komme til.

For hun har lært, at det er bedre, at det går ud over de døde ting, fortæller hun. Og selv om hun ofte fremsætter trusler i frustration og afmagt, er Alex først og fremmest til fare for sig selv, lyder vurderingen fra en af de psykiatere, der har fulgt hende tæt.

Ifølge Alex har det da også været tæt på mange gange.

Primært fordi hun lever et liv så meget på kanten, at hun risikerer at dø af de voldsomme mængder medicin, kollapser og bliver kørt ned eller fryser ihjel en vinternat.

Senest blev hun reddet af en mand, der tilfældigvis kom forbi, da hun var kollapset ved et letbanestop.

Risikoen bliver ikke mindre af, at hun med jævne mellemrum klatrer op i en kran på havnen i ren frustration over sit liv, så politi og brandvæsen må rykke ud og overtale hende til at komme ned.

Den udadreagerende adfærd resulterer i utallige sigtelser for våbenbesiddelse, vold mod tjenestemand i funktion, trusler, hærværk og meget andet. Det er blevet til mere end 700 sager de seneste femten år.

I 2021 får hun en dom og kommer i fængsel efter at have sat ild til sin lejlighed i Ryomgård på Djursland.

Fængselsdommen bliver ændret til en behandlingsdom, og efter at have afsonet på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, bliver hun i januar 2022 løsladt til hjemløshed.

Og derfor er den undseelige jordhøj nu det nærmeste, Alex kommer på et hjem mellem sine ophold i detentionen og akutpsykiatrien.

Hun kalder det sit fredssted, for her kan hun være uden at blive udsat for tyveri eller grænseoverskridende adfærd, når lortet brager igennem, som hun siger om det øjeblik, hvor det massive indtag af piller viser sin virkning. Så dratter hun om med sine poser og tasker omkring sig.

Det er hjemløshed i yderste potens, og lige nu er det svært at se, hvordan det skal ændre sig. Efter en strid mellem Aarhus og Syddjurs kommuner om, hvem der har handlepligten i forhold til Alex, afgjorde Ankestyrelsen i september 2022, at hun nu hører til i Aarhus.

Hun kan ikke holde ud at være hjemme hos sine forældre ret længe ad gangen. Selv giver hun udtryk for, at hun gerne vil have et sted at bo med støtte og i fast medicinsk behandling. Men det har indtil videre ikke været muligt.

Aarhus Kommune har svært ved at komme i kontakt med hende på grund af det liv, hun lever, og fordi hun insisterer på at bo for sig selv, kan hun ikke komme ind på et af kommunens botilbud.

Hun ved, at hun ikke er nem at hjælpe, og at det ikke bliver nemmere med tiden. Men hun ved også, at hun lever sit liv på den korte bane nu. Hun er efter eget udsagn træt af at være som affald.

Men borgere med dobbeltdiagnoser bliver også mødt af et komplekst system og udbredt kassetænkning. De må for eksempel ikke være afhængige af stoffer, hvis de er i psykiatrisk behandling. Omvendt skal de være psykisk stabile for at komme i misbrugsbehandling. Alex er både afhængig og psykisk ustabil, og hun er derfor låst fast i forhold til behandling.

Efter at have holdt sig kørende i halvandet døgn på en cocktail af piller, energidrik og smøger, kollapser Alex i morgendisen på sin lille høj mellem buskads og ukrudt, mens technoen hamrer af sted.

Også denne gang bliver hun hentet af en ambulance, men få dage efter vakler hun ud på gaden igen. Sådan lever hun det hjemløse liv og slæber sig rundt i konstant og formålsløs bevægelse dag og nat kun afbrudt af ufrivillige ophold i detentionen eller på hospitalet.

Det stresser hende, hun taber sig, sover ikke rigtig og kan ikke samle sig om noget. Hun kommer længere og længere væk fra den virkelighed, det omgivende samfund befinder sig i. Hun er rastløs og kan ikke være det samme sted ret længe ad gangen.

Hun er efter eget udsagn presset til det yderste og frygter, at det ender i en tilfældig overdosis eller en ulykke. Hun kan ikke overskue sin situation, og det ene problem afløser det andet.

Forude venter vinteren. Alex er selv i tvivl om, hvorvidt hun stadig er her, når foråret kommer.

Tekst: Kristian Jakobsen

Research: David Essenbæk Jakobsen

Foto, video og grafik: David Essenbæk Jakobsen, Pernille Olsson, Kristian Brøndum og privat

Redaktør: Michael Lauritsen

Layout: Kristian Jakobsen

Udgivet: September 2023