Sven vil have en have i havet: - Sjovt at dyrke noget derude
For godt et år siden begyndte arbejdet med at lave havhaver ved Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus. Nu har foreningen 30 medlemmer.
Flere steder i landet er der de seneste år poppet havhaver op, og nu er fænomenet også i fuld gang i Aarhus. For lidt over et år siden begyndte tankerne at spire på Marselisborg Lystbådehavn, og nu er der kommet et hobbyanlæg i vandet.
Her skal der efter planen gro både tang og muslinger, som medlemmerne kan tage ud at høste. En af dem, der har meldt sig ind i den nye forening, Marselis Havhave, er Sven Høyer.
Læs også
- Jeg tænkte, at det lød sgu da spændende. Det går jeg ind i. Jeg kan godt lide at skabe noget og bygge noget op, så det meldte jeg mig til, siger Sven Høyer til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har i mange år roet kajak, og tidligere har han sågar været fisker på Island. Så havet er en stor del af hans liv.
- Jeg kan godt lide at være på havet, hvor der er store vidder. Og så synes jeg, det er meget spændende og sjovt at dyrke noget derude, siger Sven Høyer.
- For mig handler det ikke så meget om maden. Jeg kan godt lide muslinger, men for mig handler det mere om at finde ud af, hvordan vi sætter linerne, hvordan vi vedligeholder og får tingene til at fungere.
Læs også
Begyndte i Ebeltoft
Ideen til havhaver kommer blandt andet fra Ebeltoft. Her var de i 2011 de første i Danmark til at oprette en havhave.
Siden da er mange flere kommet til. Lige nu er der 11 maritime nyttehaver i Danmarks sunde, fjorde og have, og endnu flere er på tegnebrættet.
- Der er en stor interesse for det, og der er ikke noget tilsvarende her i Aarhus. Der popper havhaver op over hele landet for tiden, og det er meget populært. Så jeg er meget optimistisk i forhold til at få Marselis Havhave godt i gang, siger formand for Marselis Havhave Nils M. Bertelsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Grundstenene til Marselis Havhave blev lagt i efteråret 2019, foreningen blev stiftet i sommers, og derefter kom hobbyanlægget i vandet. Nu er der omkring 30 medlemmer.
Muslinger kan høstes til foråret
På sigt er det planen, at der skal et væsentligt større anlæg til. Formanden håber, at de kan træffe beslutning om placering og størrelse til marts næste år.
- Vi ved endnu ikke, hvor stort det nye anlæg skal være, men vi ved, at det er medlemmerne, der har indflydelse på det. Hele projektet handler om at få et godt fællesskab og en mangfoldig forening, der er åben for alle, der gerne vil være med, siger Nils M. Bertelsen.
- Vi har egentlig ikke gjort så meget for at hverve nye medlemmer. Det er havet, der knytter os sammen. Der er en del kajakroere, nogle sejlere, biologer og studerende. Det er havet og interessen for havet, der er vores fælles omdrejningspunkt.
Formanden havde håbet, at man i højere grad kunne mødes for at sætte lidt mere skub i arbejdet, men corona-situationen har gjort det vanskeligt at lave den slags foreningsarbejde. Det til trods regner Nils M. Bertelsen med, at de første friske muslinger kan høstes til foråret.