Spareforslag vækker glæde: - Der er kun to biologiske køn
Aarhus Kommune vil ophøre sin aftale med Normstormerne, der tilbyder seksualundervisning til folkeskoler med særligt fokus på LGBTQ+.
Der skal spares i Aarhus Kommune, og det kommer muligvis til at gå ud over Normstormerne, der tilbyder seksualundervisning til folkeskoleklasser.
I spareforslaget vil kommunen stoppe sin aftale med Normstormerne og dermed den økonomiske støtte.
Gennemføres besparelsen, vil der ikke længere være en understøttelse af seksualundervisningen i folkeskolen i forhold til LGBTQ+.
Det fremgår i forslaget til et sparekatalog, Aarhus Kommune torsdag offentliggjorde, og alle borgere kan nu komme med høringssvar frem til den 24. november.
- Der er kun to biologiske køn
Spareforslaget glæder byrådsmedlem Henrik Arens (NB), der før har udtrykt kritik af Normstormernes undervisning.
- Jamen, jeg er jo kun glad for, at vi nu kan offentliggøre, at de ikke er en del af det fremtidige arbejde, siger Henrik Arens til TV2 ØSTJYLLAND.
Han mener, organisationen er ideologidrevet, og at undervisingen ikke er baseret på videnskab og fakta.
- Man kan føle sig, som man vil, men der er kun to biologiske køn, siger han.
Lige nu er det aarhusianernes tid til at sige, hvad de tænker om forslagene.
Men hvis du mener, det er okay at føle sig, som man vil, er det så ikke godt, at Normstormerne underviser i viden om LGBTQ+, når nu der også ses en større mistrivsel i den gruppe?
- Jo, det er jo fint nok, men så skal man ikke sige, det er et køn, for det er det ikke. Man skal ikke begynde at blande ideologiske holdninger sammen med fakta og videnskab, siger Henrik Arens.
Han pointerer, at der er andre tilbud, kommunen kan gøre brug af til seksualundervisning.
Rådmand har støttet organisationen
Ifølge sparekataloget vil Aarhus Kommune spare 300.000 kroner hvert år til og med 2026, hvis forslaget bliver gennemført.
Rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) har tidligere udtalt til TV2 ØSTJYLLAND, at man bør hylde de unge frivillige fra Normstormerne, og at han ikke ønsker at stoppe samarbejdet.
TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra rådmanden, men det har indtil videre ikke været muligt.
Normstormerne
Underviser i:
trygge(re) rum
kønsidentitet og seksuel orientering, LGBTQIA+ levevilkår
refleksioner over samfundets, skolens, klassens og egne normer og privilegier
anti-mobning og anti-diskrimination strategier
Tilbyder undervisning til folkeskoleklasser og kurser til fagpersonale.
Eksisterer i Aarhus og København.
Alle undervisere modtager honorar for den tid de underviser, men forberedelse, transport, evaluering, og kompetenceudvikling sker på frivillig basis.
Kilde: Normstormerne
Byrådsmedlem Mette Bjerre (SF) har tidligere erklæret sig tilhænger af ordningen og er vendt tilbage med et skriftligt svar:
- Det er en svær øvelse, vi går ind i, hvor forligspartierne skal blive enige om besparelser efter en høringsperiode. Lige nu er det aarhusianernes tid til at sige, hvad de tænker om forslagene. Derfor udtaler vi os ikke om konkrete spareforslag før høringsperioden, skriver Mette Bjerre.
Har fået kritik
Aftalen med Normstormerne indebærer, at der kan bestilles 40 forløb om året.
Der har været færre forløb under corona, og med den seneste kritik i medierne er efterspørgslen på Normstormernes forløb faldet. Det fremgår i sparekataloget.
Organisationen var især omdiskuteret i sommer, fordi den nægtede at dele sit undervisningsmateriale.
Det har ikke været muligt for TV2 ØSTJYLLAND at få en kommentar fra Normstormerne.
På kommunens høringsportal kan alle komme med høringssvar frem til den 24. november.
Herefter skal parterne bag budgetforliget - hvilket er langt størstedelen af byrådets medlemmer - mødes den 30. november og igen 5. december for at se på høringssvarene og bestemme, om der skal tilpasses.