Sofies mormor lå hjælpeløs i timevis: - Der er noget, de ikke vil have frem

Knap tre uger efter episoden døde den 97-årige kvinde, og nu afviser kommunen at udlevere dokumenter til de efterladte.

Udgivet Opdateret
Sofie Dreyer sidder frustreret tilbage efter forløbet, hvor hendes mormor faldt og måtte vente på hjælp i timevis. Foto: Privatfoto

Har du oplysninger i sagen, så kontakt journalist Christian Fomsgaard på mailadressen chfo@tv2oj.dk.

Hvorfor skulle der gå mindst syv timer, før 97-årige Tove Dreyer fik hjælp, da hun faldt i sit hjem i efteråret?

Det spørgsmål sidder den nu afdøde kvindes datter og barnebarn stadig tilbage med efter et forløb, hvor de pårørende føler sig ført bag lyset og kræver mere klare svar. På trods af, at de har mødtes med kommunen flere gange.

De ønsker central dokumentation udleveret af Aarhus Kommune. Men det vurderer kommunen ikke, de har ret til.

- Jeg sidder i hvert fald tilbage med en følelse af, at det er fordækt, og der er noget, de ikke vil have frem, siger barnebarnet Sofie Dreyer.

- Hun er blevet behandlet forkert, og vi har mistet hende for tidligt, tilføjer datteren Hanne Dreyer.

Afvist af kommunen

Familien ved med sikkerhed, at Tove Dreyer falder i sit soveværelse den 30. september hen under aftenen. De fortæller, at hun ikke selv kan komme op på grund af smerter.

Aarhus Kommune har på et møde med familien bekræftet, at den 97-årige benyttede sit nødkald. Og at hjælpen først kom syv timer senere. Det beskriver kommunen selv, ifølge mødereferatet, som ’stærkt forsinket’. Et referat, TV2 Østjylland har set.

Men familien mistænker dog, at den 97-årige snarere har ligget på gulvet omkring otte timer. Og ifølge dem har Tove Dreyer før sin død også fortalt, at hun trykkede på sit nødkald omkring ti gange.

Derfor har familien bedt om den afdøde kvindes omsorgsjournal og en opkaldslog, der endegyldigt vil kunne dokumentere, om de har ret i deres mistanke.

Men Aarhus Kommune har afvist familiens ønske, fordi kommunen vurderer, at familien ikke er part i sagen, at oplysningerne er til intern brug, og at der er tale om personfølsomme oplysninger.

- Men hallo. Jeg kan da ikke bede min døde mor om at søge aktindsigt, siger Hanne Dreyer.

Ekspert sår tvivl om afslag

Aarhus Kommune henholder sig blandt andet til Sundhedslovens paragraf 40 om tavshedspligt i forhold til patienten. Men kommunen burde tage en anden paragraf i betragtning. Det mener studielektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet Søren Blæsbjerg.

- Min vurdering er, at det her afslag er forkert, fordi man ikke har taget stilling til Sundhedslovens paragraf 45, som er en særregulering i forhold til aktindsigt om afdøde, siger han og forklarer, at den paragraf netop tager højde for den situation, familien Dreyer nu står i.

- Den blev netop indført, for at pårørende kan få indsigt i dødsmåde, dødsårsag og sygdomsforløb, så man kan få at vide, hvad der er sket og få en afslutning, siger Søren Blæsbjerg.

Retsmediciner: Farligt at ligge på gulv i mange timer

TV2 ØSTJYLLAND har spurgt tidligere retsmediciner og statsobducent, Jørgen Lange Thomsen, hvad der kan ske, hvis et ældre menneske ligger på et gulv i flere timer uden selv at kunne rejse sig.

Jørgen Lange Thomsen påpeger, at det er lige så vigtigt at fokusere på selve årsagen til faldet. Og så fortæller han:

  • Hvis en ældre person ligger uden at få hjælp i adskillige timer, sætter organsystemerne hurtigere ud, end de gør, når man er yngre. Og typisk vil man blive dehydreret- Ældre mennesker skal sørge for at drikke hele tiden. Og hvis ikke, de får noget at drikke, kan deres nyrer sætte ud.

  • Den anden ting er, at man skal tænke over, hvorfor de faldt? Det sker tit for ældre på grund af forkalkninger i hjernens pulsårer.

  • En ældre person - et gammelt menneske - skal ikke ligge ret længe uden vådt eller tørt. For hver time, der går, er det farligere.

I den 97-åriges sundhedsjournal, som TV2 ØSTJYLLAND har set, står der intet om, hvorvidt de mange timer på gulvet har haft konsekvenser for hendes helbred. Men lægerne konstaterer blandt andet, at hun har nyresvigt, og at faldet har gjort, at ’korthuset falder’.

Også vicedirektøren i Ældre Sagen, Michael Teit Nielsen, mener, at kommunen er for firkantet i deres afvisning af familiens ønske.

- Jeg synes, Aarhus Kommune burde besinde sig og udvise noget medmenneskelighed og fortælle så meget som muligt, uden at overtræde reglerne om personfølsomme oplysninger. Den her familie har et berettiget krav på at få at vide, hvad der er sket, siger han.

Flere møder

Der har været afholdt flere møder mellem kommunen og familien. Det har, ifølge familien, i en vis grad kastet lys over sagen.

Men familien savner stadig klippefast dokumentation for, om Tove Dreyer virkelig forsøgte at få hjælp flere gange, og om hendes råb om hjælp i så fald blev overset eller ignoreret.

- Hvis man ikke har lavet nogle fejl, og der ikke er noget fordækt, så giv os dog de papirer, siger Hanne Dreyer.

Aarhus Kommune har også afvist TV2 ØSTJYLLANDs anmodning om at se Tove Dreyers sag på trods af en fuldmagt fra familien. Og kommunen ønsker på trods af flere anmodninger heller ikke at stille op til et interview.

Den oplyser i stedet skriftligt:

- Det bør ikke kunne ske – og det må ikke ske. Det er naturligvis helt afgørende, at alle vores medarbejdere svarer på indkomne nødkald og overholder alle retningslinjer – uanset om der er tale om vikarer eller faste medarbejdere. Vi har taget hånd om sagen, som vi behandler som en personalesag. Vi har derfor ikke mulighed for at kommentere yderligere på dette.

Det har heller ikke været muligt for TV2 ØSTJYLLAND at få et interview med Christian Budde (V), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Dør få uger efter fald

Familien håber fortsat, at kommunen vil give dem dokumentation - og dermed fuld indsigt i, hvad der skete om aftenen og natten den 30. september.

Tove Dreyer falder igen fire dage efter det første fald. Hun bliver derefter indlagt på hospitalet.

I kvindens sundhedsjournal, står der ikke direkte noget om, hvorvidt de mange timer på gulvet har haft konsekvenser for den 97-åriges helbred. Men på hospitalet konstateres det blandt andet, at kvinden har nyresvigt, og at faldet tilsyneladende gør, at 'korthuset falder'.

Tove Dreyer dør få uger efter i sit eget hjem.

Familien er af den opfattelse, at den langsomme responstid har spillet en rolle i, at de ikke længere har deres mor og mormor.

- Jeg har hele tiden tænkt, at hvis hun var blevet fundet til tiden, så havde vi haft hende et par år mere. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Hanne Dreyer. 

Tip TV2 ØSTJYLLAND

Har du en sag, som vores graverredaktion skal undersøge?

Det kan også være, du har en særlig viden om noget, som du mener skal frem?

Send en mail til journalist Christian Fomsgaard på chfo@tv2oj.dk eller skriv til redaktionen her:

Tip os

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her